KLUMME: Et Google studie viste for nyligt, at brugerne vurderer nyttigheden af en hjemmeside eller en service på 1/20 af et sekund.
Det samme studie dokumenterede, at jo mere visuelt kompleks markedsføringen og kommunikation er, desto mindre attraktiv finder vi den.
Derfor har jeg indført termen ”simplexity” til at beskrive fremtidens design-løsninger og markedsføring. I en stadigt mere kompleks verden er det helt afgørende, at vi evner at gøre det komplekse simpelt. Det gælder uanset, om du arbejder med marketing, kommunikation, design eller innovation.
Helt tilbage i slutningen af 90’erne udviklede jeg touch-systemerne til butikskæder som Matas og TDC. Det handlede om at gøre brugeroplevelsen simplere for både ansatte og kunder. Siden har jeg brændt for at gøre vores tilgang til verden og livet nemmere.
Hvis jeg siger ”møbler” til dig
Hvis jeg siger ordet ”møbler” til dig, hvilket billede får du så på nethinden? Hvis du er ligesom 95 pct. af befolkningen, så tænker du på en stol.
Hvis jeg spørger dig, hvilken farve, der repræsenterer ordet ”dreng”, så tænker du formentlig på blå, ligesom du ved ”pink” vil associere til en pige.
Dette kaldes ”prototypisk” og er det basale billede, vores hjerne frembringer for at kategorisere alt det, vi interagerer med. Fra møbler til hjemmesider, kommunikation og software programmer, har vores hjerne skabt en template for, hvordan tingene gerne skal se ud.
Denne viden er afgørende, når vi i fremtiden skal designe ting, der er nemme og instinktive at anvende. Man kan blot kigge rundt i verden på de mest succesfulde teknologi-virksomheder og konstatere, at vinderne er dem, der gør det komplekse simpelt.
Fremtiden er simplex
Facebook var langt fra det første sociale netværk i verden, men de er verdensmestre i simplexity. Tilsvarende eksempler er Skype indenfor telefoni, Instagram indenfor billeder og Dropbox indenfor fildeling.
Disse virksomheder er samtidig super dygtige til det, man kalder ”cognitive fluency”. Det handler om, at hjernen foretrækker at tænke på ting, der er nemme at tænke på. Det er derfor, vi foretrækker designs, hvor man instinktivt ved, hvor alt befinder sig, og man med det samme forstår de handlinger, man skal foretage sig.
Ligeledes er Facebook fantastisk til at drage fordel af ”the mere exposure effect” – dvs. det faktum, at vi som mennesker reagerer på den måde, at jo mere vi udsættes for af stimuli (eksempelvis ”like” knappen og ”synes godt om”-lyden i Facebooks tilfælde), desto mere foretrækker vi den.
Simple is harder than complex
I dag lever jeg som i 90’erne af at gøre komplekse ting simple. Det er min passion. Nu sker det i regi af virksomheden SimplySo, hvor vi er specialister i at gøre Microsofts Sharepoint og Office 365 ligeså nemme at bruge, som hvis du anvendte Google Docs, Dropbox osv.
Problemet for virksomhederne er nemlig, at deres medarbejdere går hen til det sted, der er lettest at gå hen til. Uanset hvor mange penge de har investeret i deres Sharepoint-løsning.
Jeg ved godt, at det kan lyde nørdet, men man siger jo også, at fremtiden tilhører nørderne. Især dem, der kan gøre komplekse ting simple. Og så vil jeg i øvrigt tilføje. Steve Jobs sagde det udmærket: ”Simple is harder than complex.”