De fleste danskere ved, at Lego-navnet er en forkortelse for udtrykket ”leg godt”. Og at Coca-Cola er opkaldt efter de coca-blade og cola-nødder, der oprindelig blev brugt til at fremstille læskedrikken.
Til gengæld er der formentlig færre, der kan fortælle, hvorfor en række andre store virksomheder eller brands hedder, som de hedder.
Men der er hjælp at hente på det virale netværk buzzfeed.com, grundlagt og ledet af Jonah Peretti, der tidligere har været med til et etablere det populære Huffington Post.
Her har man nemlig samlet de korte forklaringer på, hvorfor 50 store, internationale brands og virksomheder hedder, som de gør. Her er et par eksempler:
Adidas hedder sådan, fordi grundlæggeren, tyske Adolf Dassler, havde kælenavnet Adi. Broderen Rudolf, kaldet Rudi, grundlagde i øvrigt senere sit eget sko-firma, der først hed Ruda, men siden fik navnet Puma.
3M (der i dag blandt andet fremstiller tape og Post-It) levede tidligere af at levere mineraler til slibestens-producenter under navnet Minnesota Mining and Manufacturing Company. Deraf de tre M’er.
Hasbro (legetøjsproducenten bag blandt andet Trivial Pursuit og My Little Pony) blev i sin tid grundlagt af to brødre Henry og Helal Hassenfeld – navnet er altså en sammetrækning af ”Hassenfeld Brothers”.
Saab lavede oprindelig fly og hed Svenske Aeroplan Aktiebolaget – navnet i dag er altså de tre forbogstaver herfra plus b’et i ”bolaget”.
Nokia var i sin første fase en virksomhed, der fremstillede papir og senere gummiprodukter ved bredden af den finske flod Nokianvirta. Her lå også byen Nokia. Der er dog aldrig blevet fremstillet mobiltelefoner i Nokia (byen, altså), da virksomheden flyttede inden, mobil-æraen startede.
Pepsi har sit navn efter fordøjelsesenzymet pepsin….
eBay var oprindelig en del af Echo Bay Technology Group. Internetadressen echobay.com var imidlertid allerede taget af et mine-selskab, beliggende ved Echo Bay i Nevada – derfor blot eBay.
Audi er latin for det tyske ord ”Horch”, der betyder ”Lyt”. Grundlægger August Horchs navn var desuden allerede brugt i hans tidligere bil-produktionsselskab Horch & Cie, så han oversatte sit efternavn til latin og brugte det i stedet.
Sony hed oprindelig Tokyo Tsushin Kogyo og fremstillede bånd og båndoptagere. Da selskabets bestyrelsesformand Akio Morita på et tidspunkt returnerede fra et besøg i USA var det gået op for ham, at der var brug for et navn, der både var mere genkendeligt og lettere at udtale uden for Japan. Oversættelsen til engelsk ” Tokyo Telecommunications Engineering Company” gjorde det ikke bedre, og forkortelsen TTK var optaget af det nationale japanske teleselskab. Inspirationen til navnet Sony kom fra navnet på et bånd, som virksomheden havde fremstillet siden 1950’erne. Det hed ”soni-tape” og navnet kom af det latinske ”sonus”, der betyder ”lyd” – og derfra var der ikke lang til Sony. Navnet blev første gang brugt på virksomhedens transistorradio af mærket TR-55 i 1955 (foto), men navnet Sony Corporation blev først officielt i 1958.
Rygter om, at Sony har sit navn, fordi Akio Morita i sin tid havde tætte forbindelser til Rockefeller-familien – og derfor havde brugt forbogstaverne i familiens selskab Standard Oil of New York – holder altså ikke vand.
Men det havde da været en god historie.
Se selv flere eksempler
her.