I fjor gik omkring halvdelen af danskerne rundt med en smartphone i lommen. I år gælder det for to tredjedele af befolkningen.

Det er blot en af de interessante oplysninger om danskernes mobilvaner, der fremgår af en kortlægning foretaget af Analyse Danmark for adQuota, som er et af Danmarks største netværk for annoncering på mobile enheder.

-Telefonerne bliver bedre og bedre, datatrafikken er blevet billigere, og flere og flere tager mobilen til sig som medie. Det er så utroligt naturligt og let at tage mobilen op, læse nyheder, tjekke vejret og sportsresultaterne, eller søge efter det, man lige mangler. Mobilen er i lommen, den er hurtig, billig og let at bruge, så det er ganske naturligt, siger Michael Buch Sandager, der er CEO i adQuota.

Derimod peger han på en artig overraskelse i undersøgelsen: I 2011 anvendte 72 procent af iPhone-brugerne mobile applikationer, mens det i 2012 er 81 procent. Det overraskende er, at endnu flere danske Android-brugere (85 procent) melder, at de benytter mobile applikationer.

– Jeg tror ikke, det har toppet endnu.  Det vi ser, er bare starten på en udvikling, som vil fortsætte mange år endnu. Det mest interessante er, at medieforbruget flytter fra de traditionelle medier til mobile medier, og danskerne bruger flere og flere samtidig. På den måde bliver det samlede medieforbrug endnu større år for år, siger Michael Buch Sandager.

Ser man på den samlede befolkning, så har 60 procent af danskerne i dag enten en iPhone eller en Android-baseret smartphone. I tillæg har 10 procent af befolkningen endnu en smartphone, såsom en Blackberry, Windows- eller Nokia-telefon.

– Det er sandsynligvis den højeste smartphone-penetration i verden, lyder det fra Michael Buch Sandager.

Han tilføjer, at også antallet af tabIets i danske hjem vokser markant. I 2011 meldte ni procent af befolkningen, at de havde en iPad i husstanden.  I år er tallet 26 procent, altså næsten en tredobling, og det svarer, ifølge adQuota og Analyse Danmark, til, at 1,9 millioner danskere har adgang til en iPad.

Dertil kommer tallet for Android tablets, og så bliver resultatet, at ikke færre end 2,5 millioner danskere har adgang til en tablet i husstanden.

Annoncørerne følger ikke med

Og så skulle man jo tro, at annoncører står i kø for at bruge en del af deres budgetter på annoncer skræddersyet mobile enheder. Men det er langtfra tilfældet. Det fremgår bl.a. af en undersøgelse foretaget af amerikanske Flurry i starten af året, der sammenlignede amerikanernes medieforbrug med de beløb, som annoncørerne brugte på forskellige medier.

Tallene viser, ikke overraskende, at der er et enormt gab mellem forbrugt tid og forbrugt annoncebudget, hvor mobilen var den store taber. Og tallene kan sikkert overføres til en dansk kontekst. Der bruges stadig langt flest annonce-kroner på tv og andre traditionelle medier.

Under én procent af marketingbudgetter i verden bruges i dag på mobile, ifølge Mobile Marketing Association.

Undersøgelsen som Analyse Danmark har udarbejdet for adQuota, giver ikke kun generelle tal for mobilvanerne i Danmark. Set fra et marketingperspektiv er det måske mere interessant, at den også giver indblik i, hvem der benytter de forskellige medier på mobilen.

Analyse Danmark har således afdækket demografiske data såsom alder, køn, indtægt og bopæl sammen med viden om, hvilken telefon/tablet, der benyttes, og hvilke mobile websites og apps, der besøges. På den baggrund har adQuota tegnet læserprofiler på 15-20 af de største mobile medier i Danmark.

– Dermed kan vi hjælpe annoncørerne med specifik viden om, hvilke læsere de rammer, hvis de benytter bestemte mobile medier. Eller endnu mere relevant, hvis vi mikser medier på en given måde, hvad er så den demografiske profil af læserne? spørger CEO Michael Buch Sandager fra adQuota.

Huset Markedsføring afholder i øvrigt – bl.a. i samarbejde med adQuota – årets Mobile Copenhagen-konference den 25. oktober. Du kan læse mere om arrangementet og tilmelde dig her.