Nyskabende reklame er ikke noget succesparameter i sig selv. Det har jeg aldrig påstået. Og Jesper Kunde er helt sikkert enig, når han griner hele vejen til banken.
Creative Circle og Guldkornet handler om at udvikle branchen og de kreative kræfter, der sidder dér. Ikke andet. Ligesom mange andre brancher, der forsøger at udvikle sig. Det ligger heldigvis i menneskets natur, at vi gerne vil skabe nyt. Eller rettere: det ligger i nogle menneskers natur.
Andre er mere end tilfredse med, hvad de har og ønsker reelt ikke forandringer. Hvis vi ikke havde entreprenører, der turde gå nye veje, ville vi stadig have hestevogne og gasbelysning. Eller mere nutidigt: Vi ville helt sikkert ikke have nogen Storebæltsbro og vi ville sikkert heller ikke have noget internet, reklame-TV… fortsæt selv.
Reklamebranchen skal udvikle sig, fordi vi ellers dør. Vi mister talenter til filmproduktion, andre kunstarter og dotcom virksomhederne. Vi kæmper med folk som Kunde, der kalder os idioter. Den eneste vare vi har på vores hylder, er kreativitet. Og hvis vi ikke produktudvikler vores vare, hvad har vi så?
Derfor skal det nyskabende belønnes. Fordi det er med til at udvikle hele branchen og dermed vores kunder, deres kunder, distributionsledene osv.
Hvis der ikke var nogen, der på et tidspunkt var begyndt at tale om branding, historiefortælling, værdimarkedsføring, ville reklamen jo stadig se ud som for 100 år siden. Og så kunne Jesper Kunde jo heller ikke have kopieret disse tanker til sin egen forretning, så hans kunder og deres kunder kunne få glæde af det. Det er det nyskabende, der skaber udvikling.
Det ligger faktisk i ordet. I ordbogen er “Kreativitet“ defineret som “evnen til at skabe nyt“. Det betyder imidlertid ikke, at folket ikke må elske DSB Harry. Det betyder bare, at Harry ikke kan vinde en pris for produktudvikling i reklamebranchen. Men han skal være velkommen til at slås om “The Advertising Effectiveness Award“, der jo netop er den slags pris,
du eftersøger. Og det kunne være rigtig interessant, hvis også Kunde & co. og stillede op (til øretæver), i denne konkurrence.
P.S. Efter mit første indlæg har jeg fået ekstremt mange positive tilkendegivelser fra både kreative, kontaktfolk, journalister og annoncører, der er glade for, at der findes kreative reklamebureauer, der tør og kan lave nyskabende reklame, der udvikler mærker, underholder, skaber sympati, sprøjter varer over disken og samtidig ikke er kopier af andres arbejde. Den slags reklamer, der respekterer forbrugerne/kunderne som mennesker og individer og ikke bare betragter dem som nogle, der skal hives penge ud af, for enhver pris.