Aktiechef Kurt Kara fra Maj Invest er overbevist om, at en boble brister på aktiemarkedet inden længe.
Det skriver dagbladet Børsen.
Nogle af de allermest omtalte og populære selskaber gennem de seneste år er ramt af boblesyndromet, og det er tid til, at profitjægere i aktier som Facebook, Linkedin, Twitter (og Tesla) kraftigt bør overveje at komme hjem, opfordrer Kurt Kara.
Årsagen til, at Kurt Kara tør komme med denne udtalelse, er, at en række selskaber handles til priser, der er helt ude af trit med de nøgletal, aktiehandlere normalt navigerer efter.
Et eksempel er Price/earning (p/e), der viser, hvor meget man som investor betaler for af få del i en krone af selskabernes fremtidige indtjening. Altså jo højere p/e, des dyrere er selskabet prissat på børsen, fortæller Kurt Kara til avisen.
Historisk set har amerikanske aktier i snit handlet til en p/e på 17. Lige nu handles de største amerikanske aktier lige omkring gennemsnittet. Facebook handles til 49 gange indtjeningen, Linkedin 118 gange, og Twitter handles til en p/e på 2105.
Børsen