Et af verdens største bilbrands, koreanske Hyundai, har valgt århusianske Clienti til at skabe en ny dansk kommunikations-platform.
– Jeg er blevet ansat til at skabe en ny udvikling for Hyundai i Danmark. Og vi skal på en vigtig rejse med Hyundai brandet og give det ny vitalitet. Vi har produkterne og får flere nye modeller over de kommende år og står med et brand med stort potentiale, siger Mads Ries Lauvring, CEO, Hyundai Bil Import A/S.
– Vi skal først og fremmest have skabt fornyet interesse for mærket og have løftet brand-awareness gevaldigt. Til at eksekvere det har vi valgt Clienti.
Og Mads Ries Lauvring fortsætter:
– Jeg kender jo Clienti-teamet Kim Michael og Jesper Søderberg og ved fra tidligere samarbejde, hvilken forskel de kan gøre kreativt. Og at de samtidigt forstår at tænke i forretning, så vi hele tiden rammer bilmarkedet, der hvor vores modeller står stærkest.
– Deres evne til at sætte kunden i centrum er vigtig for mig og i øvrigt en del af mantraet hos os og i vores koncern. Så jeg glæder mig til et tæt samarbejde her i efteråret om udviklingen af en ny kommunikationsplatform og et godt parløb på den lange rejse vi skal, slutter Mads Ries Lauvring.
Der er ikke overraskende glæde i Aarhus:
– Vi får travlt med at samle informationer fra forbrugerne, og derfor er det perfekt, at Nic Christiansen-Gruppen er i gang med et større analysearbejde, som vi har fået mulighed for at følge og det skal vi selvfølgeligt udnytte, siger Jesper Søderberg, direktør i Clienti Aarhus.
– Det er også perfekt med en så ambitiøs og seriøs kunde på et tidspunkt, hvor vi er i fuld gang med etableringen af bureauet i Aarhus. Hertil kommer naturligvis opbakningen fra vores kolleger i Clienti Aalborg – ikke mindst vores digitale afdeling.
Kim Michael, kreativ direktør i bureauet uddyber:
– Det er stor chance for os. At lave en dansk plaftform for et internationalt bil-brand er en gave af en kreativ udfordring. Ikke mindst med Hyundai, som har et rigtigt godt og fornuftigt produkt, men som savner noget sjæl, som danskerne kan forholde sig til. Og der er ingen tvivl om Hyundai bliver en signaturkunde for vores bureau.