Stærkt inspireret af hippiernes gamle hymne “Make Love, Not War”, lancerede AXE tidligere på året en ny international kampagne, der brugte årets Super Bowl som affyringsrampe.

Nu rammer den internationale kampagne også Danmark.

Det sker samtidig med lanceringen af duftserien “AXE PEACE”, og i den sammenhæng sættes 50.000 kroner på højkant i en konkurrence herhjemme, som skal fremme ideer, der kan gøre verden til et bedre sted at være.

– Med AXE Peace beder vi danskerne om at hjælpe os med gode ideer til, hvem eller hvad der gør en positiv forskel i verden og fortjener støtte. Og vi tror helt enkelt på, at der er mange derude i vores AXE målgruppe, der har en masse gode ideer, som de ikke ved hvad de skal gøre med. Nu får de chancen for at blive hørt og gøre en forskel, fortæller Marie Risborg, Brand Manager for AXE hos Unilever i Danmark.

Hvad er formålet?

Ideerne kan handle om både store og små tiltag, som har brug for støtte for at få mere vind i ryggen.  

Det kan være alt fra Natteravnene til Red Barnet eller unge, som har brug for en ny fodboldbane.

I Danmark bliver forslagenes opsamlet på et særligt kampagnesite på Facebook. Her kan folk dele og få deres forslag bedømt. Til det formål har man bl.a. allieret sig med rapperen Abbaz, som er ambassadør for kampagnen, der generelt har stor fokus på sociale medier

– Både i Danmark og i resten af verden lever mange mennesker et hårdt liv med konflikter og nød. For mig er det vigtigt, at vi allesammen er med til at gøre verden bedre og gøre en forskel, lyder det fra kampagnens ambassadør.

Derudover kommer kampagnen til at køre i biograf og på tv samt bestå af PR og events, så kampagnen udnytter alle kommunikationskanaler bredt.

På bureausiden har AXE valgt at samarbejde med Mindshare og Lund Public Relations, som har fået hjælp af eventbureauet Le Pacte og det digitale bureau Dempsey til eksekveringen af kampagnen.

Præmien for den bedste idé bliver uddelt 21. december.