Mens resten af verden gik i sort i andet halvår af 2008, sluttede året ikke som en katastrofe for OlgilvyOne, der er den digitale søjle i Ogilvy-koncernen.
− I virkeligheden var det business as usual frem til september, og først i sidste kvartal af 2008 trak virksomhederne i håndbremsen, siger Nelly Andersen, vice præsident global brands i OgilvyOne.
Hun nægter imidlertid at fremmane det store spøgelse. I stedet siger hun:
− Ifølge vore kunder er panikken endnu ikke brudt ud. Jeg vil hellere kalde deres holdning for afventende. Den umiddelbare konsekvens er, at der spares på de eksperimenterende tiltag, mens kunderne satser på de sikre.
Selv om ”det sikre” nyder fremme i krisetider, betyder det ikke, at innovation kasseres.
− Aldrig tidligere i historien har vi haft så megen brug for innovation. Forbrugerne kan nås på et utal af måder, og hvis vi ikke bruger al den kreative kraft, vi har i bureauerne, er vi fortabte.
Krise skærper koncentrationen
Nelly Andersen mener desuden, der kan være fordele for bureaubranchen i nedgangstider.
− Vi skal være selvkritiske og se på vores forretningsmodel. Det burde alle virksomheder gøre løbende, men krisetider har det med at skærpe koncentrationsevnen, siger hun.
Der er rigtig mange måder, at ”re-vitalisere” reklamebureauerne på, men helt grundlæggende stiller 2009 krav om at sætte kunderne endnu mere i fokus.
− Nu har vi som branche i mange år snakket om at integrere kommunikationen. Det tvinges vi til at gøre i endnu højere grad i 2009. Det er kundens problem, vi skal løse, og derfor bør vi fra starten afskaffe alle de indledende diskussioner om, hvilke platforme vi nu bør anvende. Det er sundt at blive mindet om, at vi som reklamebureauer skal ”back to basics.” Det har jeg det godt med.
Et tredje element af krisen bliver at udbygge forholdet til kunderne.
− Du kan formulere det således: Vi skal genoplive de strategiske partnerskaber med kunderne. I stedet for ”blot” at være leverandører at selv nok så gode ydelser. Leverandører er lettere at udskifte end partnere, ikke?
Læs hele interviewet med Nelly Andersen i Markedsføring 1-2009, der udkommer i denne uge.