
Den dansk-svenske mediekoncern Mediaprovider, der bl.a. står bag magasinerne media:mac og iPhone Magasinet, hylder i morgen fredag den afdøde Apple-boss Steve Jobs med en donation til Kræftens Bekæmpelse.
I morgen fredag er udnævnt til international Steve Jobs Day 2011.
Og ifølge sitet opfordres man til at fejrer dagen ved at deltage i minde-arrangementer – på
Facebook ,
Twitter eller ude i virkeligheden.
Pt. er der for eksempel arrangeret minde-møder i Costa Mesa i Californien, Glasgow i Skotland, Manila i Philippinerne, Minsk i Hviderusland og New Yorks Central Park.
Sitet opfordrer desuden til, at man i morgen møder på arbejde iført Steve Jobs’ ”signatur-dress”, den sorte turtle-neck, eller måske ligefrem ”go full Steve” og også iføre sig jeans og tennissko.
Mediaprovider har i forbindelse med initiativet forpligtet sig til at donere 50 procent af al sin omsætning på App Store til Kræftens Bekæmpelse.
Adm. direktør Brian Dixen fra Mediaprovider siger:
– Steve Jobs – manden der skabte Apple – er ikke blandt os mere. Derfor er det oplagt at vi alle tænker over, hvad vi vil med livet denne dag. Sikkert er det, at døden er en del af livet. Derfor har vi besluttet at donere halvdelen af al vores omsætning på App Store denne dag til Kræftens Bekæmpelse. Kræft er en sygdom, som vi må bekæmpe med alle de midler, vi kan finde. Små som store. Hos Mediaprovider håber vi, at vores bidrag også kan være med til at gøre en forskel.
Mediaprovider blev grundlagt i Sverige i 1995 som Modern Kommunikation Förlag (MKF). I november 2006 kommer virksomheden på First North og i maj 2007 opkøbes danske Ncom Publications, hvorefter virksomheden skifter navn til Mediaprovider.
Læs mere om initiativet
her.