Den lyserøde sløjfe, som den dag i dag symboliserer kampen mod brystkræft over hele verden, blev oprindelig skabt af Mrs. Estée Lauders svigerdatter, Evelyn Lauder, sammen med Self Magazines redaktør Alexandra Penney tilbage i 1992.
Oktober er traditionelt Breast Cancer Awareness-kampagnemåned over hele verden, og netop nu sætter Estée Lauder-brandet i Danmark sammen med reklamebureauet Cool Gray en kampagne i gang under temaet “Lad os besejre brystkræft! – sammen er vi stærkere”.
Kampagnen skal dels øge opmærksomheden om – og dels skaffe penge til – kampen mod den frygtede sygdom
Pressechef Gitte Trier, Estée Lauder Danmark, siger :
– Sammen med vores kontakt hos Cool Gray, Finn Castello Olsen, gik vi i tænkeboks, for at finde en ny og anderledes måde at gøre tingene på end tidligere år. Løsningen blev en serie fotobokse, hvor alle på en kampagnebaggrund kan tage en selfie og dele billederne på Instagram og Facebook.
Estée Lauder donerer fem kroner pr. billede for de første 20.000 billeder der uploades og støtter således brystkræftsagen med 100.000 kroner – hvis ellers danskerne får uploadet selfies nok.
Reklamebureauet Cool Gray har produceret boksene, der bliver opstillet forskellige steder i Fields samt i Bruuns Galleri i Århus den 1. oktober.
– Vi har støttet den gode sag ved at udvikle og producere boksene, og det har været en rigtig sjov proces sammen med Estée Lauder at ”tænke lidt ud af boksen” for at få budskabet ud, siger Finn Castello Olsen.
Gennem 22 år har Estée Lauders sløjfe-kampagner delt mere end 125 millioner lyserøde sløjfer ud på verdensplan og rejst mere end 35 millioner dollar til medicinsk forskning.