I sidste uge modtog 16 nyuddannede kandidater deres diplom for bestået eksamen på IAA Marketing Management-uddannelsen. Og selv om marketingfolkene stadig er flest, så er der en tendens til, at flere og flere kreative dukker op side om side med marketingfolkene på uddannelsen.
Reklame- og kommunikationsbureauet Advance havde således en senior tekstforfatter med på det seneste hold, og direktør Jens Krog er ikke i tvivl om, at det giver god mening fra et overordnet bureauperspektiv, at investere i videreuddannelse på IAA.
− Sprog, perspektiv og kreativitet − det er de tre væsentligste grunde til, at vi sender kreative på IAA. Vi har oplevet, at kunderne og bureauerne og måske specielt de kreative har manglet et fælles sprog, og her skaber IAA en platform. Både fordi man mødes i en uformel sammenhæng og fordi man bliver introduceret til hinandens værkstøjskasser og begreber, siger han.
Jens Krog peger på, at uddannelsen er med til at understøtte et bredere perspektiv på kommunikationen.
− Og forhåbentlig kan det i den sidste ende være med til at flytte kommunikation ind på direktionsgangene, hvor den hører hjemme, siger han og tilføjer:
− Endelig ser vi en tendens i vores arbejde til, at kreativitet flytter sig fra kun at handle om årets kampagne til at handle om kreativitet i strategi og forretningsudvikling. Og det mener vi ikke kun er en opgave for plannere og strategifolk.
Line Maria Kristoffersen, som var den senior tekstforfatter fra Advance, der deltog i uddannelsen (og som i al beskedenhed nappede det flotteste resultat på holdet), siger:
− Som kreativ på et reklamebureau er det ikke tilstrækkeligt at koncentrere sig om Cannes og kreative strategier og løsninger. Man skal med op i helikopteren og betragte forretningen holistisk – og hertil har uddannelsen Marketing Management været et lærerigt bekendtskab på både det personlige og faglige plan. Og som en ekstra bonus har det udvidet mit netværk med en række dygtige marketingsfolk.
Bygger bro
Carl Mikael Jespersen fra virksomheden Bureauconsult var censor ved eksamen og arbejder i det daglige som konsulent ved newbizz konkurrencer og med at skabe det rette match mellem kunder og bureau.
Og han ser IAA Marketing Management uddannelsen som en god brobygger.
− Kunder har ikke altid den tilstrækkelige forståelse for, hvad der sker på bureauerne, eller for de processer de er med til at sætte i gang. Samtidig forstår bureauerne heller ikke altid, hvad der reelt driver virksomhederne, hvad de vil have af ud af deres samarbejde med bureauerne og hvorfor de ikke kan se “de geniale” i deres løsninger. Så her kan for eksempel IAA uddannelsen være med til at bygge bro, siger Carl Mikael Jespersen.
Han ser det derfor også som en positiv udvikling, at flere og flere bureauer sender deres kreative folk på eksempelvis denne type efteruddannelse.
− Det er positivt, for der er der virkelig et større hul hos bureauerne end hos kunderne. At der skabes en fælles forståelse gennem uddannelser som IAA vil være med til at understøtte og lette processen mod den gode og effektive markedsføring, så vi undgår at reklame og marketing ender som en afdeling for ”spøg og skæmt”, siger han og fortsætter:
− Det er jo for eksempel ikke usædvanligt, at et bureau sidder inde med kompetencer, der kan være nyttige i en strategifase eller i en produktudviklingsproces. Det er bare ikke altid, det kommer klart nok frem. Blandt andet fordi kunderne ikke helt ved eller forstår, hvad de kan få ud af deres bureauer, og bureaufolkene ikke altid forstår, hvor de effektivt de rent faktisk kan bidrage.