IBM Danmark melder sig ind i klimakampen. Det gør den store virksomhed på mindst tre måder. For det første ved at pakke forsiden af domicilet ind med et kæmpebanner med budskabet: ”Let’s build a smarter planet.”
For det andet ved at indrykke fire helsiders annoncer i dag i Jyllands-Posten, Politiken, Børsen og Berlingske Tidende, samt bannere på borsen.dk. Og for det tredje ved at gå i dialog med interessenterne via Facebook og et nyt, omfattende site på IBMs egen hjemmeside.
– Vi vil gerne sætte en bredere agenda og pege på de muligheder, der ligger i en mere intelligent verden, siger kommunikations- og marketingdirektør i IBM Danmark Finn Christensen. ”Med vores kompetencer vil vi selv bidrage til at løse nogle af de paradokser, vi ser rundt omkring os. Og vi vil især gerne lytte til kunder og interessenter, så de også deltager i idé-udviklingen.”
Har du et eksempel på paradokser?
– Dem er der mange af. De nærliggende eksempler, vi kender, er på miljøområdet, men også når vi taler om f.eks. sundhedssektoren, fødevaresikkerhed og på trafikområdet kan vi forbedre vilkårene, hvis alle er villige til at tænke ud af boksen.
Et eksempel?
– Det er et paradoks, at vi i dag ikke er i stand til at lagre energi godt nok. En meget stor del af den energi, vi har behov for, forsvinder inden den når frem til forbrugerne. På Bornholm arbejder vi sammen med Dong om et pilotprojekt ved navn ”Edison”, hvor vi vil oplade elbiler, når vinden blæser. Man kan derfor i fremtiden være sikker på, at hvis man kører en elbil på Bornholm, kører man på en alternativ energikilde. Omvendt går forsøget også ud på, at elbilerne skal kunne levere strøm tilbage til el-nettet og ud til forbrugerne, når der er behov for det.. I det små er her et forsøg, der rent faktisk gør en forskel, og nu skal vi se, hvordan det virker i praksis, siger Finn Christensen.
Han erkender, at vi her er ude i forsøgs- og researchstadiet.
– Principielt vil dette forsøg forhåbentlig vise, hvordan vi bliver i stand til at forny energiudnyttelsen i fremtiden.
Outdoor-banneret på Østerbro og helsides annoncerne i de fire landsdækkende dagblade er med til at booste opmærksomheden. Men Facebook?
– Vi håber meget, at vi kan inspirere forbrugerne via Facebook-profilen og vor egen hjemmeside til at bidrage kreativt. De skal fostre idéer, debattere og fordele nyheder, så vi kommer videre. Du kan sige, at hvor det store banner og printannonceringen booster opmærksomheden, skal net-kommunikationen være de motorveje, der driver idé-udviklingen på den lange bane, siger Finn Christensen.
Der er den sjove krølle på halen, at hvor outdoor-banneret ved Lyngbyvejen på Østerbro syner som en gigantisk informationsplatform udefra, er den konstrueret, så medarbejderne i bygningen oplever lyset i en kølig blålig tone. Det er med til et regulere temperaturen i bygningen, og er på den led klimavenligt.
Interesserede kan gå til Facebook-profilen
her
IBMs eget
undersite