Den
danske del af den amerikanske it-koncern IBM er trængt ind på et helt nyt forretningsområde i Danmark: Interaktiv markedsføring og kampagnestyring.
Satsningen er så småt skudt i gang på IBM’s danske hovedkvarter i Lyngby, hvorfra Michael Hviid Garver, senior business advisor, står i spidsen for satsningen, der også omfatter det norske marked.
At Big Blue har meldt sig på banen betyder ikke nødvendigvis, at flertallet af de digitale spillere på det danske e-marketing-marked skal ryste i bukserne ved udsigten til at blive tromlet ned af den amerikanske it-kæmpe.
– Vi går som udgangspunkt udelukkede efter virksomheder med et højt aktivitetsniveau på “below the line”-marketingkampagner, hvilket groft sagt svarer til de store og mellemstore virksomheder på B2C-markedet, siger Michael Hviid Garver.
Dermed indleder IBM primært et slagsmål med de helt store softwareselskaber på området, nærmere bestemt SAS Institute og Oracle, der også har avanceret marketingsoftware med snitflader til alt fra økonomisystemer til CMS’et på produktpaletten.
IBM er kommet ind på reklamemarkedet, efter selskabet i efteråret 2010 købte it-marketingselskabet Unica, som har udviklet en løsning til interaktiv markedsføring og kampagnestyring af samme navn.
– Den traditionelle marketingapproach med segmentering efter alder, køn, indkomst og postnummer er forældet, og forbrugere shopper ubesværet rundt for at finde et tilbud, der matcher deres behov nu og her. For marketingansvarlige er det derfor altafgørende, at man kan sikre den rette kommunikation til rette person på det rette tidspunkt ad rette kanaler, siger Michael Hviid Garver
Det mener han, at IBM Unica kan, da softwaren bla.a automatiserer og individualiserer marketingprocesserne, forudsiger kundernes præferencer og købsmønstre, måler på resultaterne og dokumenterer konverteringsraten fra prospekt til kunde.
– Det betyder, at Unica har potentialet til at øge marketingafdelingens kundeindsigt, beslutningsdygtighed og kampagnemuligheder. Derudover bliver det lettere for marketingfunktionen at håndtere store kampagnemængder på en omkostningseffektiv måde, siger han.
Blandt Unicas kunder er Falck, der bruger produktet til kampagneplanlægning, eksekvering af kampagner samt kampagneopfølgning til deres privatmarked, der udgør en målgruppe på ca. 800.000 personer.
– I vores sammenkoblede, globale verden kan man lave realtidssegmentering på forbrugerne. De bevæger sig rundt på mange forskellige hjemmesider og sociale medier, og ved at følge deres fodspor i den digitale verden kan man individualisere kampagnerne, så de bliver mere relevante for modtageren. Det giver hurtig respons og er væsentligt for at kunne øge kundetilfredsheden, salget og drive det, vi kalder det ”Smarter Commerce”, altså en bedre og smartere tilgang til marketing og salg, slutter Michael Hviid Garver.
Du kan læse mere
her.