Snart får dobbelt så mange passagerer mulighed for at køre i IC4-tog mellem Århus og København. Et stigende antal togpassagerer får fra nytår mulighed for at køre med IC4-tog. Fra 17. januar sætter DSB for første gang to sammenkoblede IC4-togsæt med plads til 410 siddende passagerer på banen på strækningen København-Århus-Aalborg.
Dermed har det stærkt forsinkede IC4-tog kapacitet nok til at kunne køre i myldretiden på hverdage, skriver Berlingske Tidende. Baggrunden er, at IC4-togene nu kører så stabilt, at de langt om længe har opnået en typegodkendelse, som sætter standarden for den kvalitet, DSB ønsker at tilbyde passagererne. Ud over tilladelsen til sammenkobling omfatter typegodkendelsen bl.a. også en forbedring af softwaren i togcomputerne, så der opstår færre fejl, som giver forsinkelser. Derudover er støjen fra klimaanlæg, motorer og hjul blevet reduceret.