Toyota Danmark, Wibroe, Duckert & Partners og Wibroe, Duckert & Partners Production vandt en Arnold for en serie på 4 film om ”Ole O”, der markerer et stort skifte for Toyotas markedsføring i Danmark. Instruktører af de fire film er Simon Bonde & Mike Spooner.
– Vi er med disse film gået fra det mere traditionelle og meget produktorienterede, hvor vi tidligere fokuserede på modellerne til nu at fokusere på mærket. Det hele er sket efter en strategisk beslutning, hvor vi samtidig valgte nyt reklamebureau, fortæller reklamechef Lisbeth Halberg, Toyota Danmark, der har brugt mange ressourcer på den interne kommunikation.
– Forhandlerne blev derfor stolte over, at vi tog udgangspunkt i deres verden. Så beslutningen om ”Ole O-universet” var rigtig, fordi den viser, det vi kan, og det vi er gode til, slutter Lisbeth Halberg.
De to diplomer i kategorien gik til Råd & Dåd Byggecenter, Grey Århus og produktionsselskabet Bacon med filmen ”Køkken” samt DSB S-tog, Bates Copenhagen og Blarke Sonne Levring med filmen ”Nevø”.