Jeg sidder i toget og skriver Sådan. Som DSB siger: I toget er tiden din egen, og det er dejligt at udnytte tiden på en fornuftig måde, i stedet for bare at sidde og trille tommelfingre i bilkøen på Lyngbyvejen.
Jeg er lige flyttet et sted hen, hvor det kan betale sig at tage toget på arbejde. Det går hurtigere end med bilen. Jeg har altid ment at hvis de offentlige transportmidler skal kunne slå bilen, skal det gå hurtigere, være mere bekvemt og til tiden. Men hvordan tiltrækker DSB nye kunder? Hvordan kommunikerer de til forbrugerne?
I øjeblikket kører der tre vidt forskellige kampagner for DSB. Lavet af forskellige bureauer.
DSBs målgruppe må være meget bred. Med så bred en målgruppe ville det nok gøre underværker med lidt bred dansk folkelig humor i reklamen. Og et klart budskab om fordelen ved at tage toget, selvfølgelig. Harry-kampagnen taler til folket. Den er klar og enkel – og jeg tror den virker.
Den nye kampagne, hvor bilerne er skiftet ud med S-toge, virker også på mig. Den siger implicit, at det er nemmere og hurtigere at tage toget. Det mærker jeg jo i skrivende stund på min egen krop.
Men så er der jo også den nyeste hadekampagne: To idioter står på perronen og prøver at være folkelige og sjove. Det er de bare ikke. Hele filmen taler ned eller hen over hovedet på folk. Budskabet drukner – hvis der overhovedet er et. Det eneste, jeg husker, er en fuldvoksen idiot klædt ud som badebold. Og en brevørn. Hvis folk overhovedet trækker på smilebåndet, er det ad det ene spidsfindige ord, Brevørn. Eller af medlidenhed. Hvad er ideen?
Hvis man gerne vil lave en sjov film, der taler til forbrugerne i øjenhøjde, er det ikke nok at tage to “sjove“ personer og give dem nogle “sjove“ replikker. Det var det måske i Hjørringrevyen for 30 år siden, men der er sket meget siden da. Først og fremmest skal der jo være et klart budskab, en god og enkel idé, og til sidst skal filmen instrueres ordentligt. DSBs nye kampagne gør mig flov på branchen vegne.
Men ok, hvis resten af befolkningen deler min mening, bliver der måske mere plads i togene, og det kan jeg jo kun være tilfreds med.
Hov, nu skal jeg af – cyklen venter, og det trækker op til regn.