Her til morgen advarede Radioavisen – vi har jo stadig kun den samme – mod en teoretisk risiko for at påføre børn Creuzfeldt-Jacobs sygdom alias Kogalskab gennem rutinevaccination mod mæslinger, skoldkopper og røde hunde. En læge anbefalede forældre, der stod foran at skulle sende deres børn til vaccination, at følge debatten i de nærmeste uger, før de tager en beslutning. Hvad er værst – røde hunde eller gale køer? Ved middagstid advarede Statens Seruminstitut mod advarslen.
Forleden havde en ekspert fundet ud af, at der faktisk ikke var nogen eksperter, som havde påvist, at man fik ondt i ryggen af stillesiddende arbejde, hvilket ellers er en almindelig iagttagelse og erfaring, hvorfor alle ergonomiske narrestreger med specialstole og højdejusterbare skriveborde sådan set var noget pjat. Ret ryggen og hold kæft.
Hver tredje måned blæses der alarm over indholdet af kviksølv, dioxin og andre rædsler i spisefisk, og vi er på det rene med, at rundt regnet 150 børn dør før fødslen, fordi deres moar ikke gik væk fra Prince i tide. Vi skal også spise mere jod. Vi bliver således klogere dag for dag, takket være de førende eksperter, som opnår det blå stempel ved at få offentliggjort en artikel i et videnskabeligt funderet fagblad. Også indenfor forskningen gælder det i vore dage om at markere sig offentligt, og specialisterne er ikke karrige med vurderinger og værdidomme, som gennem den redaktionelle tilskæring i tekst og billeder sættes yderligere på spidsen.
Det er nu op til hvert enkelt individ at regulere sin adfærd i henhold til eksperternes råd. Fedt er ikke så fedt, men en lille smule er sundt, især hvis det er fed fisk. Men fed fisk damper af dioxin. Cigaretter er en forbandelse, men kan virke forebyggende på Alzheimers – ja, hvad er det nu det hedder? Pylon, cyklon, phyton? I uge 22 var en times motion om ugen nok, i uge 33 er kvoten hævet til to timer. Den ene dag er det sundt at løbe, den næste dag er det en urimelig belastning af bevægeapparatet. Man skal spise mere zink. Nej, derimod skal man passe på kobber. Kolde fødder styrker immunforsvaret. Hestebønner indeholder flere gavnlige mineraler end broccoli. Mælk styrker skelettet, men der er færre kalorier i en bajer end i et glas sødmælk.
Eksperterne er gledet lidt ud af reklamen. Vitamininstituttet i Schweiz er tilsyneladende lukket, og der er langt mellem de hvide kitler. Engang møder vi via reklameblokkene vores uegennyttige ven vaskemaskinereparatøren, som vier sit liv til at bekæmpe forkaklning og af hjertet anbefaler det universalmiddel, som så af andre anses for komplet overflødigt, men han henter jo sin visdom i livets hårde skole. Måske er fraværet af videnskabelige rekommandører i tv-spots udtryk for en erkendelse af, at ekspertvældet eller snarere ekspertanarkiet har nået et sådant højdepunkt, at ingen længere kan følge med, og at der derfor er opstået en generel mistro til højere autoriteter.
At foreslå et stop for ekspertvurderinger er lige så realistisk som at ville forbyde meningsmålinger fire uger før valgene. Tusindvis af såkaldte videnskabsmænd producerer specialer og afhandlinger i en aldrig standsende strøm, og hvis blot nogle få procent af disse undersøgelser kan siges at have en eller form for opsigtsvækkende indhold, er der et fælles interessefelt mellem forskerne, der angler efter publicity, og journalister, som til stadighed har brug for råmateriale til fremstilling af nyheder.
Hertil kommer så de kommentarer til aktuelle tildragelser, som lever i en fuldendt symbiose med pressen til fælles gavn og glæde. Hvad gjorde mennesket egentlig inden opfindelsen af samfundsforskeren, arbejdsmarkedsforskeren, kommunalforskeren og medieforskeren? Vi spørger den førende flinteforsker om udsigterne for øksesæsonen. Afgiver den megen bronzestøbning giftige gasser? Hvordan er det med overholdelsen af hviletidsbestemmelserne på vikingesnekkerne?
Alle håber på mirakler. Eksperterne sysler med det evige liv, og der venter en stor krukke guld for enden af regnbuen til de forskere, som er i stand til at knække kræftkurven, men mindre kan også gøre det. Influenzavaccinen er vistnok meget effektiv, men desværre har den nogle bivirkninger, som får nogle eksperter til at advare mod den. På visse markeder (fx det tjekkiske) kan man købe vitaminberiget is til børn, men det vil eksperterne herhjemme helt sikkert advare mod. Nogle af deres kolleger har regnet sig frem til, at sukker er sundt, mens andre ernæringseksperter advarer kraftigt mod et stigende og for folkesundheden invaliderende sukkerkonsum. Måske skal der nedsættes et sukkerråd med en kreds af eksperter, der kan slå hinanden i hovedet med skadevoldende slikkepinde. Bagefter kan de klappe hinanden på ryggen og uddele en pris a la Oscar, Bodil og Pullitzer til “Årets Ekspert“.