Ved du, hvad Ciderkiss, Tipico og Normark er?
Nå, ikke. Men det skal du ikke være ked af, for det er heller ikke de tre mest kendte brands blandt de danske forbrugere.
Det er derimod den svenske møbelproducent IKEA, som løber med sejren i mediabureauet Mindshares årlige analyse, ”Mindshare 3D”.
– IKEA har ikke bare højt kvalificeret kendskab hos forbrugerne – mærket formår også at skabe præference og commitment hos en rekordstor andel af forbrugerne, skriver mediabureauet i sin blog.
Men også El-Giganten og Netto har været dygtige til at skabe stærke adfærds- og attitudebaserede relationer til forbrugerne og dermed en høj grad af loyalitet. De to brands lander derfor på henholdsvis anden- og tredjepladsen i årets undersøgelse.
– Det er med de tættere relationer på de højere niveauer, at forbrugerne ikke bare køber mærket, men foretrækker det fremfor andre, og vil gå relativt langt for at få fat i netop det – og anbefale det til andre, skriver bureauet i sin blog, som du kan læse i sin helhed her.
Nye på listen i 2013 i forhold til 2012 er Kohberg, Stryhn’s, Schulstad, Silvan og Kræftens Bekæmpelse, men Haribo (sidste års nr. 2) er røget helt ud sammen med Føtes, Fakta, Rittersport og Coca-Cola.
Top 10 (sidste års placering i parentes)
1. Ikea (1)
2. El-Giganten (6)
3. Netto (3)
4. Kohberg (-)
5. Tivoli (4)
6. Schulstad (-)
7. Stryhn’s (-)
8. Kræftens Bekæmpelse (-)
9. Silvan (-)
10. Rema 1000 (8)