Den svenske møbelkæmpe IKEA har fået en flok vrede britiske tv-seere på nakken.
Årsagen er en reklame, som for så vidt bare skulle sælge noget så fredeligt som havemøbler, men reaktionen på reklamefilmen har været ganske voldsom, fortæller avisen Daily Mail.
Filmen, der hedder ”Say no to Gnomes”, fortæller om et ægtepar, som udskifter deres gamle have-udstyr med nye ting fra IKEA. Men det går ikke så nemt.
Havenisserne går nemlig til angreb for at forsvare deres bastion, og parret tager derfor grovfilmen frem for at udrydde dem – men dét synes de havenisse-elskende briter ikke om.
Mange har klaget over filmen – alene landets reklame-myndighed ASA (Advertising Standards Authority) har indtil videre modtaget over 50 klager fra seerne, som blandt andet kalder den ”upassende, skræmmende og voldelig” og mener, den ”opfordrer til anti-social adfærd”.
Hos ASA har man imidlertid besluttet sig for ikke at forfølge sagen.
– Vi deler ikke opfattelsen af, at filmen skulle opfordre til vold og anti-social adfærd – eller skræmme børn, siger en talsmand fra ASA til avisen, som også har talt med en ”havenisse-ekspert”, som peger på, at havenisser i Storbritannien af mange opfattes som ”lykkebringere” .
– Reklamefilmen kunne ikke undgå at skabe røre. Vi er en nation af havenisse-elskere, så hvis jeg var IKEA, ville jeg være bekymret. Beware the revenge of the little folk, lyder nisse-ekspertens advarsel.
Hos IKEA UK siger marketing manager Peter Wright til Daily Mail, at man selv synes, reklamen anlægger en humoristisk tilgang, og han forsikrer, at ingen havenisser – takket være professionel computer-animation og stunt-nisser – er kommet til skade under optagelserne.
Ifølge et britisk havecenter er salget af havenisser vokset med 150 procent i kølvandet af filmen. Om IKEA har haft vækst i salget af havemøbler og havedekorationer, melder historien ikke noget om.
Se filmen her.