Alle børn har ret til uddannelse. Det er holdningen hos Ikea, som i årevis har arbejdet for at forbedre børns levevilkår og rettigheder – blandt andet via den årlige tøjdyrs-fundraisingkampagne, som starter i dag.
– I dag har omkring 69 millioner børn fra hele verden ikke adgang til uddannelse. Det har de enten på grund af fattigdom, et handicap, fordrivelse, diskrimination eller af kulturelle årsager. Det er et skræmmende højt tal, som vi vil gøre vores til at ændre på, understreger Tina Lindharth, der er corporate PR-ansvarlig hos Ikea i Danmark.
De indsamlede penge går blandt andet til bedre uddannelse af lærere, de rigtige lærematerialer, bedre toiletfaciliteter og rent vand til børnene i skolerne for at gøre kvaliteten af uddannelsesprogrammerne under Unicef og Red Barnet endnu bedre.
Og bare én enkelt euro er nok til at skaffe fem børn skolebøger og anden nødvendig forsyning.   
For alle tre parter handler det om at engagere sig, arbejde langsigtet og sørge for at forbedre kvaliteten af uddannelserne til verdens fattige børn. En god uddannelse kan nemlig hjælpe med at forbedre børnenes eget liv, deres kommende familie og det samfund, de lever i, understreger Tina Lindhardt.
– Vores arbejde med social ansvarlighed handler om at nå hele vejen rundt om problemerne og være med til at skabe løsningerne. Det er vores årlige tøjdyrskampagne et godt eksempel på, fordi vi sammen med vores kunder og medarbejdere er med til at skabe varige forandringer for børn, så de kan tage ansvar for deres egen fremtid, fortæller Tina Lindharth.
Efter sidste års kampagne kunne Ikea på verdensplan donere i alt 11,4 millioner euro til Red Barnet og Unicef. Siden 2003 er det i alt blevet til 35,2 millioner euro, som har hjulpet otte millioner børn i rundt regnet 40 lande.
Fra mandag d. 31. oktober til og med d. 23. december kan Ikeas kunder købe tøjdyr og børnebøger i de fem danske varehuse med vished om, at købet kommer en masse udsatte børn til gode.
På verdensplan er omkring 300 Ikea-butikker med i fundraising-kampagnen.