Over 100.000 danskere spiller dagligt computerspillet The Sims 2 – en kreativ verden, hvor man styrer dagligdagen for sin interaktive familie.
En stor del af Sims-universet går ud på at indrette sin virtuelle bolig med møbler og tilbehør. Og fra på fredag den 27
. juni bliver en stor del af Ikea kataloget tilgængeligt for Sims spillerne via spillet ”The Sims 2 Ikea Home’”
– Brugerne efterlyser konstant realisme i deres Sims verden, der skal afspejle den virkelige verden ned til mindste detalje. Derfor har vi indgået et samarbejde med Ikea, der overfører en stor del af deres møbler og indretningstilbehør til den virtuelle verden, fortæller Morten Nielsen, der er nordisk marketingchef for computerspilsudgiveren Electronic Arts.
Udstillingsvindue til 100 mio. spillere
Der er til dato solgt over 100 mio. Sims spil på verdensplan, så samarbejdet giver møbelgiganten mulighed for at nå en stor målgruppe:
– Desuden ligger den interaktive leg i et virtuelt univers i god tråd med vores egen online-platform, som de senere år er blevet mere brugerorienteret med blandt andet interaktive guides og selvhjulpen kundeservice, siger Thomas Uhd, fra PR og Kommunikation, Ikea Danmark.
– Når det er sagt, så regner vi selvfølgelig også med, at Sims spillerne bliver inspireret til at besøge virkelighedens varehuse og indrette deres virkelige hjem på samme måde, som de nu kan indrette hjemmet for deres interaktive familie, siger Thomas Uhd.
Ikea har fire varehuse i Danmark, som det seneste år blev besøgt af 7,2 millioner mennesker. På verdensplan har koncernen i alt 253 varehuse i 35 lande, og de besøges årligt af flere end 500 millioner mennesker.
Med lanceringen af ”The Sims 2 Ikea Home” er der nu 100 millioner Sims spillere på den globale scene, der kan forsyne deres interaktive familier med de kendte møbelprodukter.
sit