Siden 2003 har Soft Toys-initiativet indsamlet mere end 82 millioner kroner til udsatte børn. Målet i år er at indsamle mindst 37 millioner kroner.
– Takket være IKEA har vi forbedret mange børns rettigheder og liv verden over. Tusindvis af børn i lande som blandt andet Albanien, Kina og Elfenbenskysten modtager nu støtte og får undervisning på grund af denne kampagne, siger Charlotte Petri Gornitzka, generalsekretær for Red Barnet.
I alt vil 16 udviklingsprojekter i 14 lande få glæde af dette års kampagne.
Projekterne, der styres af UNICEF og Red Barnet, har til formål at forbedre udsatte børns uddannelsesmuligheder.
Mere specifikt går pengene fra Soft Toys-kampagnen 2008 til at forbedre undervisningsfaciliteter og levere undervisningsmaterialer til både børn og lærere. Desuden er der fokus på børnenes adgang til vand og sanitære installationer.
– Vi håber at sælge fem millioner tøjdyr under mottoet En euro er en formue. Det lyder måske ikke af så meget, men en euro er nok til at købe bøger og blyanter til fem børn. Så for de børn, vi hjælper, er en euro faktisk en lille formue, fortæller Lena Gaarde fra Ikea Danmark.
Ikeas partnerskab med UNICEF bidrager til at sikre adgang til kvalitetsundervisning til alle børn.
– Muligheden for at gå i skole vil sætte piger og drenge i stand til at påvirke udviklingen i deres lande, så de på længere sigt kan få et bedre liv og realisere deres drømme, siger Philip O’Brien, direktør for UNICEF’s Private Fundraising and Partnerships Division.
De midler, der indsamles i Soft Toy-kampagnen i år, går konkret til otte UNICEF-projekter i Makedonien, Moldova, Sierra Leone, Sydafrika, Tadjikistan, Uzbekistan og Vietnam samt til otte Red Barnet-projekter i Albanien, Bangladesh, Kina, Indien, Elfenbenskysten, Pakistan, Rusland og Vietnam.
Ikea har i øjeblikket 231 varehuse i 24 lande.