Das Büro og Ankh Media har udviklet og produceret en mobil kampagne, der er betalt af Danida og et led i kampagnen
”Verdens bedste nyheder”.
Kampagnen hedder ”Postkort fra Ghana”, og målet er for en gangs skyld at fortælle nogle positive historier fra en del af verden, hvorfra vi som regel kun hører om nød og elendighed.
Mobilkampagnen består i tre korte film, der markedsføres og distribueres via QR-koder placeret på annoncer i DSB’s Ud&Se-magasin og på Go-Cards, altså de postkort, som man finder på enhver café i kongeriget.
Kampagnen begyndte i december, og postkortene er netop kommet på gaden. Til hver annonce og hvert postkort hører en unik QR-kode, og når du scanner den med din smartphone, så begynder en film om den person, der er på billedet.
Hver historie har sine egne indgange til den angiveligt positive udvikling i Ghana, der i dag betegnes som et vækstmarked, hvor stadig flere bliver uddannet, og der derfor er et større udbud af brugbar arbejdskraft.
Lidt af en test
Ifølge Lærke Morell, der står bag det ene af bureauerne bag kampagnen, Ankh Media, så handler kampagnen i første omgang om at teste QR-koders og mobiltelefoneres anvendelighed i at formidle udviklingsarbejde. Og – ikke mindst – hvilken penetration man kan opnå i den sammenhæng.
Kampagnen bygger på en bevilling fra Danida/Udenrigsministeriet, og den er et samarbejde mellem FN, Danida og godt 70 danske udviklingsorganisationer.
”Verdens Bedste Nyheder” har ikke et budget til at købe annonceplads, og den har derfor fået hjælp af over 50 danske virksomheder, som hjælper med at få kampagnen ud til danskerne. Det sker ved at stille plads til rådighed på websider, i kundemedier og lignende.
Du kan se en af de tre kampagnefilm herunder.