Nyhedsavisens administrerende direktør, Morten Nissen Nielsen, fremstod fattet og afklaret, da han i dag mødte pressen oven på Nyhedsavisens konkurs.
Faktisk havde Morten Nissen Nielsen slet ikke lyst til at lange ud efter hovedaktionær Morten Lund, der trak sine planlagte investeringer i avisen i 11. time.

– Man er i sin gode ret til at investere i en virksomhed, så længe man har lyst. Men man er også i sin gode ret til at sige, at nu vil jeg ikke længere, sagde Morten Nissen Nielsen.

I aftes skrev han og avisens chefredaktør, Simon Andersen, en mail, der kort orienterede medarbejderne om avisens lukning. De to blev angiveligt først orienteret om betalingsstandsningen hen over weekenden, og nu skal virksomheden afvikles så hurtigt og smertefrit som muligt.

– I fredags troede vi, at der ville komme kapitaltilførelser. Men den lovede finansiering har ikke udmøntet sig i penge på kontoen. Når vi ikke længere kan rejse kapital, må vi sige, at det ikke er ansvarligt at fortsætte, siger Morten Nissen Nielsen.

Nyhedsavisens medarbejdere fik i øvrigt en orientering af hovedinvestor og reelle ejer Morten Lund under en seance, der var lukket for pressen. Efterfølgende var Morten Lund sparsom med informationen om, hvorfor han stopper kapitaltilførslen til avisen.

Der florerede ellers rygter blandt medarbejderne på Margretheholmen om, at Morten Lund havde indgået en alliance med konkurrenten MetroXpress. Ifølge rygterne skulle Morten Lund have været fristet til at forlade avismarkedet mod en sum penge. De samme rygter var i omløb i foråret, hvor det hed sig, at Mecoms ejer David Montgomery ville betale Morten Lund et 2-cifret millionbeløb for at lukke Nyhedsavisen.
Ingen af teorierne er dog blot tilnærmelsesvist rigtige. Morten Lund svor ved sine børn på sin oprigtighed, da han gik ind i projekt Nyhedsavisen. Han troede, at der var penge begravet et eller andet sted, han vidste bare ikke – viste det sig – hvor han skulle grave.
Flere af avisens journalister fortalte efter mødet med Morten Lund, at det var “en synligt følelsesladet Morten Lund”, der fortalte, “at han bare ikke havde været dygtig nok”.