En lang – meget lang – række af mennesker bærende på hver sin laptop, stiller sig op bag hinanden i en park. De står på en ”togskinne” af den slags, man bruger til kameravogne ved filmoptagelser.
Og til tonerne nummeret ”A new error” fra musikgruppen Moderat drøner kameraet hurtigere og hurtigere ”gennem” rækken af laptops, mens speaken kører: ”Nu åbner 3 som de eneste op for DataDeling. Med 3 Max mobilabonnement kan du være online med din smartphone, din iPad og din bærebare, uden det koster ekstra.”
Payoff mens den sidste person lukker sin laptop og forlader parken: ”3 – Et netværk til forskel”.
Filmen fra 3, som er kreeret af reklamebureauet Co + Høgh, skal fortælle om 3’s ”DataDeling” – et produkt, som gør det muligt for brugerne med flere simkort at være på nettet med både smartphone, iPad og bærbar under ét abonnement.
Filmen scorer ikke prangende – men heller ikke dårligt – og Kristian Nørgaard Jensen, client product director hos Nielsen, sammenfatter målingsresultatet for filmen med disse ord:
– Selv om det overordnede resultat er mere moderat, så virker reklamen ret effektivt overfor mænd og unge forbrugere. Reklamen kommunikerer primært en teknisk løsning og lykkes godt med at servere de centrale budskaber. Når den følelsesmæssige tilknytning og uniqueness er relativt begrænsede, skal det ses i sammenhæng med det store udbud af reklamer for teleudbydere og den ekstremt hårde konkurrence om seernes opmærksomhed.
3-spottet henter en ”Karakterbog” bestående af to 7-taller og to 4-taller hjem, og det resultat er David Elsass, der er chef for consumer marketing hos 3, i bund og grund ganske tilfreds med.
– Ved første øjekast ser det samlede resultat måske ikke ligefrem prangende ud, men jeg hæfter mig især ved at vi scorer ganske godt på vores budskabskommunikation, for det er et vigtigt parameter for os, siger han.
Se filmen her – og læs flere resultater fra Nielsens måling af 3-filmen i Markedsføring nr. 11, der er på gaden i denne uge.