Alt imens nationen og verden vånder sig i sociale og andre medier over, at ”the serial killers” i Københavns Zoo nu ikke bare har aflivet giraffen Marius, men så sandelig også fire løver – ja, så har Dansk Supermarked ganske anderledes succes med deres vilde dyr.

Detailgiganten søsatte i sidste uge – i samarbejde med tv-kanalen Animal Planet – en kampagne i Føtex- og Bilka-butikkerne, som går ud på, at kunderne får udleveret samlekort med dyremotiver, og det er gået over al forventning.

Således blev der – alene i kampagnens første weekend – langet en halv million dyrekort over disken og dertil solgt over 10.000 samlemapper til kortene i landets Føtex- og Bilka-butikker.

Det svarer til rundt regnet 100 samlemapper og 5.000 kort per butik, alene på denne første weekend, og selv om forventningerne til kampagnen var store, så er indkøbsdirektør Jean Ladehoff fra Dansk Supermarked alligevel imponeret.

– Det er skønt at se, hvor positivt kunderne har taget imod kampagnen. Varehusene har gjort rigtig meget ud af at synliggøre kampagnen – ikke bare med skiltning, men også med dyreevents og gigantiske bunker af plysdyr i butikkerne, siger han.

Jean Ladehoff tør ikke spå om, hvor mange kort, danskerne får samlet sammen frem til kampagnens afslutning, men hvis interessen fortsætter, så bliver det til flere millioner kort.

Og er der kort, man mangler, så er bytteriet allerede i gang – og i øvrigt vil butikkerne også selv arrangere ”byttedage”.

– Vi kan allerede se, at folk er begyndt at efterspørge kortene blandt andre samlere bl.a. på Facebook, så det er godt, at vi har planlagt byttedage i alle varehusene, hvor kunderne kan bytte indbyrdes og dermed sikre sig hele samlingen, siger Jean Ladehoff.

Kampagnen, der er et samarbejde med Animal Planet, begyndte lørdag den 22. marts og løber frem til og med fredag den 2. maj.

De planlagte byttedage vil blive annonceret i tilbudsaviserne og offentliggjort på Føtex’ og Bilkas kampagnesider.