Stormagasinet Illum i Københavns indre by kan være på vej på skrump, for ejerne af magasin-ejendommen, kapitalfonden MGPA, forhandler i disse dage med Illum om at etablere selvstændige lejemål i dele af ejendommens stueetage.
Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Development manager i MGPA, Mathias Busck, bekræfter, at fonden håber at kunne leje arealerne ud til endnu højere priser, end hvad Illum betaler i dag.
– Vi er jo et kommercielt foretagende, og vi er ude efter en bygning med den bedst mulige husleje, siger Mathias Busck til Jyllands-Posten og tilføjer, at MPGA ingen ret har til egenhændigt at inddrage salgsarealer fra Illum, men at der er dialog om ”at skabe gensidigt gunstige muligheder”.
MGPA er allerede ved at etablere tre selvstændige lejemål i ejendommen ud mod Pilestræde, og næste skridt kan blive arealerne ud mod Købmagergade. Mathias Busck afviser, at hele stueetagen vil blive inddraget.
– Hvis man kigger på andre stormagasiner internationalt, så er alle funderet i stueetagen. Det er vigtigt, at du har en god trafik gennem butikken, som kan trækkes op på de næste etager, siger han til Jyllands-Posten.
Illum-direktør Søren Vadmand siger, at Illum fortsat skal være på de kvadratmeter, som varehuset er på i dag, mens stormagasinets bestyrelsesformand, Oscar Crohn, kalder forhandlingerne med MGPA ”et fælles projekt, der skal skabe mest mulig omsætning i huset”, skriver Jyllands-Posten
Jyllands-Posten