Markedsføring og markedsforing.dk er på gaden iført nye klæder. Det gør alle medier løbende, og oftest drejer øvelsen sig om at camouflere, at ledelsen ikke har afsat ressourcer til at skabe ordentligt indhold.
Her på stedet mener vi nu, at selv det smukkeste lig stadig er et lig eller med henvisning til yndige Sarah Palin fra Alaska. ”You can put lipstick on a pig but it is still a pig.” Nu er vi ikke i markedet med svinestreger, og heldigvis er den bedste jury nedsat, nemlig læserne.
Derfor beder vi om kommentarer til relanceringerne, og det sker ved at gå ind på bloggen om Huset Markedsføring og vores nye kommunikation. Det er ingen hemmelighed, at re-designet af både web og blad er blevet til efter rustikke diskussioner. Og da vi er i en selv-kommunikerende branche, vil juryen have rigtig mange kommentarer.
Tak for dem, siger vi på forhånd.
Vi er også taknemmelige for den fornemme hjælp, vi har fået fra Aller Client Publishing. Selv den klogeste redaktør kan lære noget, hvis kulien sparker hårdt nok nedefra. I det hele taget er det svært at se neutralt på sig selv, og derfor valgte vi at bede om inspiration fra magasin-professionelle. På web-siden er det Propeople, der eksekverer med en betydelig professionalisme.
Tålmodig opmærksomhed
Hvis vi skal forenkle rådene fra creti & pleti, lyder de med Steffen Hjaltelins ord: ”Lav en blanding af Illustreret Videnskab og Euroman.” Det faktuelle indhold skal holde til den stærkeste test, men det skal præsenteres enkelt og appetitligt. Undtagelsesvis skal en historie skrives helt ud med det bløde håndled for at give læserne en oplevelse.
Det nye markedsforing.dk er også et vigtigt skridt på vejen. Vi udvikler i disse måneder primært husets it-side – med sitet som det mest synlige. Men under overfladen foregår der en udvikling i flere tempi, hvor vi kan identificere tre faser. Og vi er stadig i fase 1, selv efter launchen.
Intentionen er at overgå hundrede procent til digitaliseret medlemsservice, men stien er fortsat mineret med faldgruber, og lur mig, om vi ikke kommer til at æde nogle manuelle kameler i de kommende måneder.
Du kan læse resten af blogindlægget her.