ILVA lægger nu branding-indsatsen i hænderne på Brandhouse, der skal være med til at sikre møbelkæden en stærkere position og et øget salg. 

Det oplyses i en pressemeddelelse. 

Efter fusionen af IDEmøbler og ILVA skal ILVA-brandet styrkes. Og efter en pitch, hvor tre bureauer kæmpede om kædens gunst, er valget faldet på Brandhouse.

– Vi står stærkere i dag med ét brand, som er blandt landets mest kendte. Men der er potentiale for en klarere profil, hvor kendskabet omsættes til flere kunder end i dag, siger René Fleming, der er salgs- og marketingdirektør hos Ilva, i meddelelsen.

Han fortsætter:

– Brandhouse har en stærk proces og struktur til at skabe stærke brand-positioner. Det har bureauet bevist gennem arbejdet med lang række andre stærke detailkæder og brands.

I dag møder kunderne oftere end tidligere ILVA på digitale platforme. I forbindelse med brand-fusionen skar ILVA, hvis regnskaber afslører, at møbelkæden de seneste år har leveret millionunderskud på stribe, ned på tilbudsaviser til fordel for en mere digital strategi.

Derfor har det også haft betydning, at Brandhouse er integreret med det digitale søster-bureau Subsero, oplyses det. 

Kort om ILVA

  • Nettoomsætning: Ca. 1.7 mia. kr.
  • Resultat af ordinær primær drift: -19,8 mio. kr.
  • Årets resultat -13,5 mio. kr.
  • ILVA er en del af LARS LARSEN GROUP. ILVA og IDEmøbler fusionerede i 2019.

Kilde: 2018/19-regnskabet for ILVA A/S.

Brandhouse-direktør Stiig Binggeli mener, at ILVA er et stærkt brand, men påpeger også, at det ”oplever øget konkurrence – både fra omnichannel og pure player-konkurrenter.”

– Der er muligheder for at styrke ILVAs position i markedet, og lade den træde endnu mere igennem med branding på tværs af alle kontaktpunkter, siger han i pressemeddelelsen.

Bureauet er gået i gang med arbejdet for ILVA. Det indebærer blandt andet foranalyser og kundeindsigter, der skal være med til at skabe den nye position samt markedsføring og kampagneudvikling.

Det er anden gang, Brandhouse tager sig af brandingen af ILVA. Første gang var da Linde-familien stadig ejede kæden.