Forbrugerne har stadig ikke megen tillid til SuperBest, viser en ny undersøgelse fra YouGovZapera. Selv om kædens image har rettet sig, er der meget, meget lang vej tilbage til det gode omdømme fra før DR Kontanten i oktober afslørede gammelt kød i kølediskerne. Og imaget ligger fortsat væsentligt under discountkæderne.
– Vi ser en gang i mellem de store klassiske brands tage den slags dyk, men som regel er de hurtigt tilbage på deres plads i hierarkiet. Det er ikke sket her, og med SuperBest begynder jeg at forvente, at det vil tage betydeligt længere tid, siger Lars Gylling fra YouGovZapera.
Det er dog ikke kun SuperBest, der lider i undersøgelsen. Alle øvrige supermarkedskæder med slagter er ramt på omdømmekontoen.
Berlingske Business side 3.