En røremaskine af mærket KitchenAid er årsag til, at isenkramkæden Imerco har fået en politianmeldelse på halsen.

Anmeldelsen kommer fra Forbrugerombudsmanden og skyldes, at Imerco i perioden fra 28. april til 8. september sidste år på sin hjemmeside markedsførte en hvid KitchenAid røremaskine til 2.999,95 kroner med en angivet førpris på 4.399,95 kroner.

Efter tilbudsperioden nedsatte Imerco røremaskinen yderligere – til 1.999,95 kroner – men stadig med angivet førpris på 4.399,95 kroner. Tilbuddet blev slettet på hjemmesiden ved udgangen af oktober 2014.

Forbrugerombudsmanden vurderer, at Imerco efter 8. september 2014 ikke længere kunne angive en førpris på 4.399,95 kroner, men i stedet skulle have oplyst en førpris på 2.999,95 kroner – og derfor er kæden meldt til politiet for vildledende markedsføring.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger i en pressemeddelelse:

– Imerco har oplyst en forkert førpris, så tilbuddet så bedre ud, end det faktisk var. Forbrugerne er blevet vildledt, og jeg har derfor politianmeldt selskabet for at overtræde markedsføringsloven.