In-/Outsourcing er blevet moderne.
I en økonomisk betrængt tid, hvor virksomhedsledelsen søger med lys og lygte efter besparelser, der kan føre til overskud på bundlinien, er det fristende at se kritisk på virksomhedens funktioner og grundigt analysere, om den ene eller anden funktion eller afdeling kan undværes, sælges fra el. lign. Eller tværtimod: Oprette en funktion for en ydelse, man hidtil har købt ude, men måske kunne opnå besparelser ved selv at påtage sig.
Inden for marketing kendes problemstillingen under betegnelsen “købe ude eller lave det selv”. Endnu mere konkret og endda i historisk belysning havde virksomhederne i tidernes morgen det spørgsmål, om de skulle oprette en r eklameafdeling, subsidiært nedlægge deres reklameafdeling og indgå aftale med et reklamebureau om at udføre alt reklamearbejde for virksomheden. Eller reklamebureauet, der overvejer, om en specialafdeling skal opretholdes eller nedlægges, f.eks. mediaplanlægning, og overlade til andre at udføre denne funktion således, at bureauet kan koncentrere sine kræfter på det, der er bureauets kerneydelse, det kreative arbejde.
Problemstillingen er kendt, også i andre sammenhænge, men ikke særlig godt belyst. Det er der nu rådet bod på gennem et forskningsprojekt, der er gennemført i et samarbejde mellem Center for Erhvervsudvikling, Teknologisk Informationscenter (TIC) og Syddansk Universitet(SDU). Formålet med projektet har været at udvikle virksomhedernes kompetence på området “strategiske alliancer” med kunder og leverandører. Herunder specielt aftaler om in-/outsourcing af forskellige innovations- og /eller produktionsprocesser som led i effektivisering af virksomheden. I forbindelse med gennemførelse af projektet har der været tale om et løbende samarbejde med en række små og mellemstore danske virksomheder gennem en periode på 9-12 måneder.
Resultater fra dette forskningsprojekt kan læses i en nyligt udkommet bog ( Strategisk in- og outsourcing), redigeret af professor i marketing, Per V. Freytag, ph.d., Syddansk Universitet. Øvrige forfattere i bogen er lektor Per Servais, ph.d., lektor Sven Hollensen ph.d., adjunkt Ann Højbjerg Clarke, ph.d. og adjunkt Niels N. Grünbaum, ph.d, alle ansat ved Institut for Marketing, SDU.

En strategisk beslutning

I denne bog er perspektivet bredere, ikke knyttet til nogen bestemt branche, men tværtimod baseret på en overordnet model eller forståelsesramme, suppleret med eksempler fra praksis. Udgangspunktet er indkøbets centrale betydning ved valg af leverandører set ud fra en strategisk synsvinkel. Her er udviklingen præget af overvejelser eller erfaringer med at lægge forskellige opgaver eller aktiviteter ud til underleverandører og samtidig en nedskæring i antallet af unde rleverandører. Det lyder umiddelbart selvmodsigende, men skal suppleres med en anden iagttagelse, nemlig at der stilles større krav til det mindre antal underleverandører. Det er her, at outscourcing kommer ind i billedet.
I forbindelse med overvejelser om outsourcing af f.eks. en funktion el. lign. er det vigtigt at erindre sig, hvad der er virksomhedens vision og mission og, hvad det er for en værdi, virksomheden skaber for sine kunder. Dernæst må man prøve at vurdere, hvilke
kompetencer i virksomheden, der er afgørende i denne værdiskabelse. I den forbindelse må man gøre sig klart, at kompetencer ikke blot er noget virksomheden har. Kompetencer må nødvendigvis vedligeholdes og udvikles. Spørgsmålet er her, i forbindelse med outscourcing af en kompetence, om virksomheden herved mister en kompetence, som medvirker til kundens værdiforøgelse. I det hele taget kræver en overvejelse og beslutning om outsourcing af en eller flere aktiviteter i en virksomhed grundige analyser af både økonomisk og strategisk art. Kortsigtede fordele kan vise sig at have langsigtede ulemper.

Insourcing

I kølvandet på den øgede grad af outsourcing er der virksomheder, som er begyndt at insource nogle af de udlagte aktiviteter igen. Selvom en virksomhed outsourcer efter nøje overvejelser, er det dog ikke i alle tilfælde, at det viser sig at være hensigtsmæssigt, eller at det bidrager med den forventede succes. Der kan f.eks. være sket ændringer i markedsforholdene, eller i de teknologiske muligheder. Det kan derfor lede til, at virksomheden trækker sine aktiviteter hjem igen, at man med andre ord insourcer aktiviteten. Dette er dog ikke uden problemer. Insourcing kan være omkostningskrævende og skal overvejes og planlægges nøje (Ann Højbjerg Clarke).
Det har her kun været muligt at give et overfladisk indtryk af hele problematikken omkring strategisk in – og outsourcing. For læsere, der ønsker et dybere indblik heri må henvises til bogen, som er udkommet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Bogen er på 174 sider.