In2media fortsætter med at styrke huset og henter endnu en profil ind på Rosenvængets Allé i København.
Det drejer sig om Nikolaj Nørgaard, som får titlen af Strategic Account Director på bureauet. Han bliver samtidig bindeled til Content CPH, som indgår i In2media-gruppen.
Blandt andet In2medias netværk af virksomheder var tillokkende, siger Nikolaj Nørgaard.
– In2media er klart det danske digitale bureau med det største potentiale – både for kunderne og for en bureaumand som mig. I mine øjne er In2media i dag blandt de absolut bedste til at omdanne ny teknologi til innovative løsninger for kunderne. Derfor er jeg rigtig glad for nu at være en del af teamet.
Nikolaj Nørgaard kommer fra Kunde & Co., hvor han bl.a. etablerede en forretningsenhed omkring relations- og dialogmarkedsføring og CRM. Derudover har han en baggrund som kontaktchef fra Wunderman og har tidligere arbejdet for Valtech, ProActive og Kilroy Travels.
Kunderne på de forskellige bureauer tæller bl.a. Grundfos, SOLAR, Vestas, Saint Gobain Distribution, DSB og Oticon.
Thomas Vejlemand, Chief Market and Customer Executive hos In2mediea, er naturligt nok godt tilfreds med nyansættelsen.
– Nikolaj har stærke kompetencer inden for salg, marketing og CRM og en stærk indsigt i det digitale. Det er den type managementkonsulenter, vi leder efter i In2media – stærke kompetencer, der kan hjælpe vores kunder med at rådgive om forretningspotentialet i de digitale kanaler ved at skabe unikke brugeroplevelser og cost effektive transaktioner for deres kunder, siger han.