– Hvor vi før primært rekrutterede de dygtigste strateger, brugervenlighedseksperter og web- og flashdesignere, kigger vi i dag også efter de dygtige udviklere, som kan udtænke, kode og implementere de mest avancerede backend-løsninger, siger Andreas B. Iversen, adm. direktør hos In2media.
Og han fortsætter:
– Mange traditionelle webbureauer vælger at placere den tunge kodning i udviklingslande med lave lønninger, men vi mener, det er helt afgørende, at vores digitale kommunikationsløsninger er bygget af teams med IT-folk, kommunikationsfolk, designere og udviklere.
Som eksempel på, hvor udviklingen går hen, nævner han online videoredigeringsværktøjet Storyplanet.com, som for nylig blev præsenteret på New Media Days.
Storyplanet.com gør det muligt at uploade sit eget materiale, dele andres eller købe sig adgang til materiale. Med redigeringsværktøjet kan både professionelle og almindelige mennesker producere interaktive videohistorier, og publicere dem på Storyplanet, eget site, blog eller YouTube.
Og det er In2media, der står både bag softwaren, funktioner og visuel stil på nyheden.
– Storyplanet er et godt eksempel på, at vi bliver nødt til at bevæge os videre og blande os i IT-spillernes arbejde, altså udvikle softwaren der passer på konceptets idé. Og vi gør det helhjertet med ansættelser af IT-folk, fordi de rigtige løsninger til nutidens marked kræver mere end en såkaldt gammeldags webside, siger Andreas B. Iversen.
Han peger på sociale netværk som MySpace og Facebook som eksempler på en udvikling, som nu også bevæger sig ind på flere virksomheders online domæner.
Og det betyder, at webbureauernes traditionelle rolle ikke længere er nok. Back-end delen på en website som integration til forretningssystemer bliver vigtigere og vigtigere.
– Det visuelle design og brugervenligheden er fortsat afgørende kommunikationsparametre, men det er de bagvedliggende koder og systemarkitekturer, som for alvor rykker webbureauerne op i web 2.0 ligaen. Derfor er det den rigtige sammensætning af medarbejderkompetencer, der er nøglen, siger Andreas B. Iversen.