På den ene side fremstår nyheden om, at Indeks Danmark har forlænget kontrakten med Gallup som udramatisk og grænsende til det kedsommelige. Godt nok er der vedtaget nogle nyskabelser, men mere end noget andet ligner det en nyhed om Business-as-usual.
Det er dog netop denne mangel på dramatik, der gemmer dramaet.
Tilbage i efteråret 2003 blev der talt om en truende sprængning af Indeks Danmark, fordi dagbladene stillede spørgsmålstegn ved, at de betaler to tredjedel af omkostningerne ved et indeks, som udover læsertal rummer et mærke-indeks, der bruges til meget andet end at købe avis-annoncer. Dansk Annoncørforening rumsterede i kulissen og forsøgte at få indflydelse på Indekset gennem et udvalg, der barslede med forslag til en bedre og mere aktuel kontakt-dokumentation.
Ifølge Markedsf ørings oplysninger spillede dagbladene da også ud med kritiske holdninger til deres bidrag til Indekset, da parterne bag – Danske Relations- og Reklame-bureauers Brancheforening (DRRB), Dansk Magasinpresses udgiverforening (DMU) og Danske Dagblades Forening (DDF) – skulle i gang med forhandlingerne om en fornyelse af kontrakten.
Resultatet blev alligevel en uændret fordelings-nøgle og ingen af de nyskabelser, som annoncørerne har ønsket.
Så hvor blev dramaet af?
Har aldrig været optaget af besparelser
DDF’s adm. dir. Ebbe Dal, mener ikke, at dagbladene er faret op som ulve og faldet ned som lam.
– Jeg har aldrig været optaget af besparelser. Derimod har fokus været på, om vi brugte pengene rigtigt og om hvordan vi får mest værdi ud af investeringerne. Her har vi været gennem nogle drøftelser, hvor slutresultatet blev, at vi stod os bedst ved at fastholde linjen, og vi er absolut glade for resultatet. Selvom der har været røre i andedammen i begyndelsen, så har vi aldrig været i tvivl om, at vi skul le lande på en god og konstruktiv løsning. Vi har et Indeks, der er i international klasse, og det er vigtigt at fastholde det, siger Ebbe Dal. På spørgsmålet om, hvad der har overbevist dagbladene om, at kontinuitet var den rigtige løsning, svarer han, at “det var en drøftelse af, hvordan vi står os bedst i markedet”.
Samtidig lægger han vægt på, at der er flere væsentlige nyskabelser – inddragelse af mobil-telefon orienterede husstande samt indførelsen af web-baserede besvarelser.
– Dette er ikke et spørgsmål om besparelser, men gennem disse omlægninger er der skaffet plads til den Udviklingsfond, der tidligere har ligget i Indekset, og denne fond er et signal om, at vi gerne vil indføre nye metoder som ønsket af annoncørerne. Men vi kan ikke gøre det, før vi har værktøjerne til det, siger Ebbe Dal.
I 2003 blev der snakket meget om et svensk forsøg med SMS-basserede interviews. Forsøget gik dog ind i et dødvande, men er fornylig begyndt at røre på sig igen. I branchen snakkes der også om andre nye metode r, som f.eks. en art scanner på håndleddet, der kan give mulighed for at få tv-meter lignende tal.
Arbejdet med disse kommer til at ligge i Metodeudvalget, der er blevet kraftigt fornyet. Formanden John Kristensen har forladt Aller og er derfor blevet erstattet af Claus Nyvold fra Ekstra Bladet, og samtidig har bureauerne sat Simon Ortman fra IUM ind. Peter Ottesen, Jakob Gede og Einer Nicolaisen har alle forladt udvalget.
Hos annoncørerne var marketingdirektør Lasse Altmann, Toyota, en af bannerførerne i 2003. Her lyder meldingen nu, at man har sat sig ud på sidelinjen igen.
– Vi mener stadig, at dagbladene vil være tjent med en bedre dokumentation, men der var mange forskellige interesser, der spillede sammen og som gjorde det svært at komme videre. Vi måtte konstatere, at der ikke var bred opbakning til at finde en annoncørvinkel på Indeks Danmark, og derfor har vi valgt at sætte vores initiativ på vågeblus, siger Lasse Altmann.