De 12 medarbejdere i firmaet Ka-ching, der udvikler software, har siden 1. maj selv kunne vælge, hvor de vil arbejde, og hvordan de planlægger deres arbejdsdag. Det sker som følge af gode erfaringer i corona-tiden.

– Vi skal ikke tilbage til plejer, siger Martin Sandvad, CEO, i en pressemeddelelse, hvori han også fastslår, at ”corona er den største game-changer, vi får til at ændre vaner og rutiner”.

Martin Sandvad mener, at corona-tiden har vist, at medarbejderne sagtens kan være effektive og sociale på afstand. Bare der udvises tillid.

Frihed under ansvar

– Vi kan se, at der faktisk kommer meget godt ud af at give vores medarbejdere fuld frihed under ansvar og tillid. Vi oplever en højere medarbejdermotivation, og det er jo det, det handler om, siger Martin Sandvad i meddelelsen.

Han fortsætter:

 – Det giver for mig ingen mening at tvinge folk til at møde op på en arbejdsplads 37 timer om ugen – det begreb er forældet.

Hos Ka-ching oplyser Anders Stentebjerg, CMO, at bureauet på trods af de fleksible muligheder for at arbejde hjemmefra, p.t. ingen planer har om at reducere antallet af arbejdspladser på bureauets to kontorer.

– De bibeholdes som hidtil, indtil vi høster lidt flere erfaringer og ved, hvad vi reelt får brug for af plads, når vi kommer på den anden side af krisen, siger han.

Obligatoriske sociale sammenkoster

På trods af, at Ka-ching har oplevet ”en positiv udvikling i kollegaskabet” i corona-tiden via eksempelvis videokald, så har firmaet alligevel indført obligatoriske sociale arrangementer på kontoret med workshops hver anden eller tredje uge.

– Man skal gerne kende hinanden, når man arbejder sammen. Så vi har vendt situationen på hovedet. Hvor det før var obligatorisk at møde på kontoret, men frivilligt at deltage i sociale arrangementer, er det nu frivilligt at møde på kontoret, men obligatorisk at deltage i sociale arrangementer, siger Martin Sandvad i meddelelsen.