Aviser, fagblade og magasiner indeholder af og til tryksager, kaldet indstik. Disse brochurer kan læses eller smides væk. Bladene får betaling for at være distributionskanal for profilaviser og produktbrochurer og afholder meromkostningerne ved håndtering og omdeling. Denne tjenstydelse er en naturlig forlængelse af den trykte annonce.
Midt i sommervarmen lød det fra forbrugerombudsmandsdepartementet, at det er i strid med markedsføringsloven at indstikke tryksager til alle abonnenter. Hvis nogle af disse er reklamehadere og har et “nej tak“-skilt på deres dør og noteret som sådan i CPR-registret, skal de være fri. Solstik! Hagen Jørgensen og hans svulmende departement har fundet en ny sag at markere sig på. Helt uden hensyn til de praktiske besværligheder insisterer en fuldmægtig Peter Knudsen på, at udgiverne har pligt til at undersøge, om der blandt abonnenterne er reklamefornægtere, der skal skånes for at blive vild- og voldført. Herefter skal dette respekteres – ellers vil der blive rejst sag og indgivet politianmeldelse.
Jørgensen, Knudsen, og hvad disse skatteyderlønnede ridefogder ellers måtte hedde, hører hjemme på en anstalt. Her kan man undersøge, om de kan helbredes gennem samtaleterapi, eller om elektrochok og piller er mere velegnet. Vi kan ikke finde os i, at en flok fanatikere på skatteydernes regning forsøger at gøre sig selv uundværlige ved at rejse den slags umulige sager.
Det værste er, at de tilsyneladende har lovgivningen på deres side. Sådan da. For selv Datatilsynet er af den opfattelse, at reglerne er så stive, at de umuliggør indstik. Enhver kan jo sige sig selv, at man ikke uden enorme omkostninger og forsinkelser kan foretage den sortering, som Jørgensen & Co. forlanger. I praksis vil det betyde stop for indstik, hvilket vil medføre indtægtstab for udgiverne og forringede muligheder for annoncørerne.
For et indstik er at betragte som en annonce, og Hagen Hadesen er trods alt ikke så firkantet, at han kræver, at aviserne udsendes i to udgaver, hvoraf den ene af hensyn til sarte sjæle er annoncefri. Tilsvarende skulle TV2 præstere en spotfri version. For slet ikke at tale om den mest påtrængende reklameform, outdoor, som man kun kan fravælge ved at leve i et landdistrikt med nedrullede persienner. Men det kontor, som besudler det noble begreb “ombudsmand“, kalder indstik for et “selvstændigt produkt“ og så er der en sag, som kan bruges til at puste årsberetningen op med, så der med henvisning til den stigende arbejdsmængde kan forlanges “flere ressourcer“.
Indstik er en del af pressens indtægtsgrundlag, og dette statsautoriserede angreb vil selvsagt skade omsætningen, hvis Ha-Ha Jørgensen og hans medskyldige står fast på, at folk med reklameallergi skal fritages for brochurer for biler, banker og børnehjælp. Et så vidtgående indgreb i næringsfriheden må afgøres ved Højesteret.
Statsmagten fodrer TV2 med millioner til udvikling af internettjenester, der rykker ved grundlaget for avisernes rubrikannoncer. I forvejen har statskanalen TV2 raget en del af reklamekronerne til sig. Statsmagten har også hindret morgenaviserne i at oprette en fælles radiokanal, frekvensen blev i stedet tildelt Statsradiofonien. Uddelingen af aviser er blevet vanskeliggjort ved et forbud mod, at store børn tjener en lommeskilling, og snart bliver det også påbudt, at bladbude skal ansættes på funktionærvilkår. Dette sker samtidig med, at dagspressen kæmper mod dalende oplag. At se disse anslag som udtryk for en egentlig pressefjendsk politik er paranoidt. Men alligevel!
Bladudgiverne kan klare skærene med en juridisk formulering, så man som abonnent accepterer hele avisens indhold, herunder indstik. Ganske vist skal der nok være mellem fem og ti kværulanter, der har henvendt sig til bladene for at blive fritaget for indstik, men tvangstanken i departementet er jo ikke udtryk for en udbredt folkevilje. Det er embedsmands-spind af værste kaliber, og man kunne nok have lyst til at høre, om erhvervsminister Ole Stavad er enig.
For ikke-fagfolk kan det se ud som en lille ligegyldig sag. For et bladhus er det ingen spøg at miste en million eller fem, fordi der på Amager Fælledvej nr. 56 sidder en pedantisk principrytter. Tanken om en ombudsmand, som kan beskytte forbrugerne mod de frækkeste overgreb fra den skrupelløse del af erhvervslivet er fremragende, men når de smukke intentioner erstattes af obstruktion, er der grund til at gribe ind. Ministeren må sætte Hade Hadesen på plads med trusler om lodret fyring, medmindre han finder mere fornuftsbetonede sager at sysle med. Hvis disse sager udebliver, bør kontorets bevillinger og dermed medarbejderstab skæres ned.
De herved fritstillede personer kan måske få ansættelse som indstikkere eller bladbude.