Tallene på bundlinjen for regnskabsåret 2005 i GCI Mannov er sorte som altid. Men de er ikke store nok, lyder vurderingen fra adm. dir. Steffen Lüders. Målet er, at overskudsgraden skal være 15, og det forventes den at blive i år, selvom det vil være en fordobling i forhold til 2005.
– Men jeg mener, det er realistisk at nå, og jeg mener, at et firma som vores skal ligge på det niveau, hvis ikke helt særlige forhold begrunder noget andet, siger Steffen Lüders.
Der er tale om et 15 måneders regnskab frem til 31. december 2005, fordi GCI Mannov i lighed med alle andre selskaber i Grey Gruppen har omlagt regnskabsåret til kalenderåret efter, at koncernen blev overtaget af WPP Group.
Bruttoavancen blev på 58,158 mio. kr. mod 52,019 i foregående regnskabsår (12 måneder). Hertil skal dog principielt lægges Cohn & Wolfe, der er startet som selvstændigt datterselskab med en række medarbejdere fra GCI Mannov. Cohn & Wolfe opnåede i sit første halvår en bruttoavance på 6,251 mio. kr. og lægger man det til, så ser udviklingen i omsætning ganske fornuftig ud.
På bundlinjen står der et Resultat før skat på 2,904 mio. kr., og det er som nævnt for lidt. Det er endda en smule mindre end året før.
– Vi havde 2 måneder omkring sommeren, der var en del mere døde end forventet, og det gør ondt, når man sælger tid. Desuden har vi investeret i en række restruktureringer samt udvikling og markedsføring med henblik på en stærkere international satsning, siger Steffen Lüders.
Den internationale satsning skal bl.a. ses i sammenhæng med en varsomhed over for at blive for stor i Danmark.
GCI Mannov er Danmarks ubetinget største pr-firma på størrelse med nr. 2 og 3 på markedet til sammen. Men det er en størrelse, der gør firmaet sårbart over for udsving på markedet, og derfor spreder firmaet sine aktiviteter mere ud. F.eks. er meget af det, man kan kalde mere rutinepræget produktion outsourcet, således, at bureauet er helt fokuseret på rådgivningsydelser. fin