De seneste år har forsker Anna-Bertha Heeris Christensen markeret sig med flere undersøgelse af arbejdslivet, vilkårene og identitet for influencere.

For det arbejde vandt adjunkten ved CBS fredag den 24. april prisen som årets marketingforskningstalent – Dansk Marketingsforsknings Pris.

Prisen blev uddelt af Dansk Markedsføring ved eventet, hvor Årets CMO og årets udvalgte til M List også blev hyldet.

Fra formanden bag prisens jury, Carsten Wandorf, lød det:

”Vi ønsker at hædre forskere, som laver information, der ikke kun er nyttig i forskningsverdenen, men også i virksomhedernes øjne.”

Rosen til forskeren lød:

”Du viser også, at influencere ikke er dem med det største reach, men dem der kan håndtere spændingsfeltet mellem at være menneske og brand. Det stærke ved Annes arbejde er, at det relevant for både forskere og dem, der arbejder med marketing til daglig. Du får forskning og virkelighed til at mødes.”

Og forskeren havde selv et opråb til reklame- og marketingbranchen: Husk mennesket, i takt med at I bliver mere fokuserede på algoritmerne.

”Hvad er et menneske? Det er der mange forskere, der har spurgt om igennem tiden. Og uden at sammenligne mig med dem, så kræver samtiden, at vi stiller det spørgsmål igen. Noget tyder på, at vores menneskelighed er blevet en knap ressource i den måde, vi laver marketing på,” sagde Anna-Bertha Heeris Christensen i sin takketale.

”Når influencere kommercialiserer deres liv og bruger privatlivet til at sælge produkter, hvem har så ansvaret? Når menneskers autenticitet identificeres af algoritmer, er det så et autentisk menneske? Hvad er menneske, og hvad er marketing i dag? Min opfordring til alle i dag, når I taler om algoritmer og AI, så husk mennesket bag skærmen. Tusind tak til Dansk Markedsføring for at give mig prisen.”