Den danske medieovervågningsvirksomhed Infomedia, der ejes af JP/Politikens Hus og Berlingske Media, har købt den norske teknologienhed Opoint Technology af den finske virksomhed M-brain.
Købet inkluderer Opoints web-crawler teknologi, et globalt online nyhedsarkiv, over 70 internationale medieovervågningskunder samt et team af medarbejdere i Oslo og i Chennai (Indien). Opkøbet skal ses som et led i Infomedias digitale transformationsprojekt.
– Vores traditionelle medieovervågningsforretning baseret på daglige artikelleverancer var kommet under pres, lyder det fra Thomas Vejlemand, adm. direktør i Infomedia, i en pressemeddelelse.
– Nyhedsforbruget er eksploderet de seneste år, og nye digitale mediekanaler vinder frem med øget behov hos vores kunder for løbende analyser og indsigtsleverancer ift. deres kommunikation og brandomtale, fortsætter han.
En milepæl
Infomedia er de senere år gået fra at være et traditionelt print-medie-overvågningshus, til i dag at være en media intelligence virksomhed med overvågnings-, analyse- og indsigtskompetencer på tværs af alle medier.
Det vil sige print, online, Radio/TV og selvfølgelig sociale medier.
– Opkøbet af Opoint Technology er en vigtig milepæl. Nu er Infomedia global markedsleder på web-crawling af online nyheder, og vi kan udvikle nogle helt nye digitale produkter, herunder intensivere samarbejdet med vores globale partnere inden for sociale medier i form af Talkwalker og Hootsuite, siger Thomas Vejlemand.
Efter købet skal Infomedia levere overvågning til kunder fra hele verden. Lige fra Europa, over Asien til USA.
Globalt fodfæste
Købet betyder desuden, at Infomedia – som pendant til det danske mediearkiv – kan tilbyde deres kunder adgang til fem mia. nye webartikler. Og netop forøgelsen i datakilder, ser Thomas Vejlemand som en spændende mulighed for forretningen.
– Tilkøbet af et online nyhedsarkiv, samt crawling af data fra de ca. 150.000 mest toneangivende online kilder globalt, vil give nogle virkelig interessante muligheder for vores datascience team.
– Dette ekstra datagrundlag vil betyde, at vi kan finde nye kommunikationsindsigter både lokalt og internationalt, hvilket vi ser som en afgørende faktor for vores kunder inden for både top-management, kommunikation, marketing og salg, slutter Infomedias adm. direktør.
Købet af Opoint Technology blev gennemført den 15. februar.