Ikke overraskende er Danmark ikke repræsenteret på shortlisten til Titanium & Integrated. Gefühl fra København løb med i det indledende heat med en kampagne for Handelskolerne med det nydelige pay off: ”Who is the Boss? You are.”
Og kampagnen fejler bestemt ikke noget, men krogen ”Who is the Boss? You are” er ganske enkelt brugt mange gange før, også i reklame- og kommunikations-sammenhænge. Desuden er Gefühl oppe mod nogle af de tungeste sværvægtere, og kun 23 kampagner har fundet vej til shortlisten.
Læg dertil, hvad jury-formand David Droga fra Droga5 sagde ved fremlæggelsen af shortlisten:
– Vinderen skal være unik, og ikke ligne de andre ting på bagage-båndet (no matching luggage, red.). Vinderen skal demonstrere udvikling, ikke stilstand, og idéen bag kampagnen skal folde sig ud over flere kanaler. Vinderen af Titanium skal ganske enkelt føre reklamebegrebet op på et højere niveau.
Ser vi på favoritterne i feltet, kommer vi ikke uden om ”The Best Job in the World” fra CumminsNitro i Australien, der allerede har listet tre Grand Prix’er i lommen (PR, Direct og Cyber, red.). Mon ikke de griner ovre i Sapient? De digitale marketing-specialister købte nemlig CumminsNitro – og hele Nitro-kæden i øvrigt – for en uge siden for 50 mio. dollar.
Men der er andre, der ikke smider håndklædet i ringen. Obama-kampagnen er med under bureaunavnet Obama for America. Her gemmer bl.a. DDB sig. ”The Great Schlep” for Jewish Council er heller ikke ringe, hvilket Crispin Porter + Boguskys ”Whopper Sacrifice” for Burger King bestemt heller ikke er.
Endelig TBWA/Hunt/Lascaris’ vidunderlige provokation for avisen the Zimbabwean med blandt favoritterne. ”The Trillion Dollar Campaign” kan nydes ved at google navnet. TBWA-folkene her i Cannes er med rette stolte.
Bureauer fra Danmark har i øvrigt kun indsendt tre kampagner til Titanium, og ingen har endnu vundet hæder. Der gives ikke Grand Prix i Titanium & Integrated.