Den danske markedsføringsbranche må ruste sig til endnu et hårdt år, da det ikke bliver i 2011, at forbrugerne igen lader Dankortet gløde og køber samtalekøkkener, wellness-badeværelser og luksusvarer som i de glade dage før finanskrisen. 
Det fremgår af en ny undersøgelse foretaget af Idényts Villapanel. Den er baseret på svar fra 7.456 danske husejere, og konklusionen er klar: Snusfornuft kommer til at dominere forbruget i 2011.
Forbruget vil stort set være på niveau med året før. Det forventer 78 procent af husejerne, mens blot otte procent regner med, at de kommer til at bruge flere penge end året før. 12 procent af de adspurgte forudser ligefrem et lavere forbrug i år.
Undersøgelsens resultater ligger på linje med Huset Markedsførings årlige Trend-analyse, der netop  er afsluttet. Den viser, at forbrugerne er langt mere skeptiske end landets største annoncører, når de skal vurdere, hvor stort forbruget bliver i 2011. Annoncørerne forventer vækst i forbruget, mens forbrugerne regner med stilstand.
Idényts undersøgelse viser, at det gennemsnitlige beløb, som villaejerne planlægger at spendere på større enkeltstående indkøb i 2011, er omkring 80.000 kroner. Pengene går dog hverken til samtalekøkkener eller wellness-badeværelser, da  begge disse projekttyper er på retur i 2011.
Derimod råder snusfornuften, og husejerne vil investere i renoveringer, der skal sikre, at boligen holder og højner sin værdi i en periode, hvor ejendomsmarkedet er på vågeblus.
– Villaejernes forventninger 2011 viser, at danskerne generelt har indrettet sig privatøkonomisk solidt. Der er råd til ubehagelige overraskelser i form af arbejdsløshed, og man er ikke så afhængig af friværdi, fradrag eller faldende renter. I stedet sikrer man sin boligs værdi gennem fornuftige basisinvesteringer, siger chefredaktør på idényt, Anna-Lise Aaen.
TOP 5
Planlagte større indkøb eller investeringer i 2011 (placering i 2010)
1. Reparation/udbedring af tag, vægge, fundament og lign. (2)
2. Istandsættelse af værelser, stue, entre og lign. (1)
3. Ferierejser (3)
4. Haveforbedringer (6*)
5. Møbler og indretning (4)
* I 2010 kom nyt køkken ind på femtepladsen over villaejernes investeringer.
Kilde: Idényts Villapanel.