Det er et fint symbol i en juletid, at man tænker på dem, der har det værst ude i verden.

Sådan siger udviklingsminister Christian Friis Bach (R) om børnenes u-landskalender, som han torsdag præsenterer på Sølvgades skole i København.

I år går overskuddet til flygtningebørn i Myanmar, det tidligere Burma.

Landet har oplevet sit eget forår i løbet af det sidste år. Der er kommet demokrati, bedre ytringsfrihed og menneskerettigheder, siger Christian Friis Bach.

– Men skal vi holde fremskridtet, skal befolkningen mærke, at demokratiet også kommer ud til dem, og at demokratiet giver dem konkrete fordele så som skoler og sundhedsklinikker.

Ud over at give konkret hjælp til flygtningebørnene har u-landskalenderen det formål at danne bro mellem danske og myanmarske børn.

– Det vil betyde meget for børn i Myanmar, at de ved, at der er børn i Danmark, som tænker på dem, siger ministeren.

Derudover får danske børn øjnene op for børns forhold i andre lande, mener han.

– Børnene åbner ikke bare en låge i en pap-kalender, men en låge ud til verden, siger Christian Friis Bach.

Der er en tilknyttet hjemmeside, tv-programmet “Nørd” har lavet indslag om Myanmar, og der er supplerende klassesæt til folkeskolen.

/ritzau/