Medicinalvirksomhederne begår en fejl i ikke at integrere Facebook og andre sociale medier i deres kommunikation. De sociale medier gør det nemlig let at skabe stort kendskab til et bestemt sygdomsområde og ikke mindst at få brugerne til at handle aktivt i forhold til en bestemt sag.
Det mener Elisabeth Tissot Ludvig, adm. direktør i kommunikationsbureauet Effector Communications, der i samarbejde med Lægemiddelindustriforeningen (Lif) har undersøgt 24 danske medicinalvirksomheders brug af blandt andet Facebook.
Den undersøgelse viser, at 87 procent af virksomhederne ikke bruger de sociale medier i deres kommunikation på trods af, at 67 procent henvender sig direkte til patienter og pårørende i deres kommunikation.
De benytter derimod virksomhedens eget website eller særligt oprettede sygdomssites.
Undersøgelsen viser, at Facebook-fraværet hovedsagligt skyldes manglende viden om mediet og de lovgivningsmæssige udfordringer
Desuden kan mange virksomheder være nervøse for en helt åben dialog.
– Både på Facebook og YouTube findes mange gruopvækkende historier fra patienter, der fortæller om forfærdelige bivirkninger ved bestemte lægemidler. Risikoen for at få sådanne indlæg på medicinalvirksomhedens egen væg på Facebook vil afholde nogle virksomheder fra at være der. Men det bør det ikke. Indlæggene er jo allerede andre steder på internettet, og når de lander på virksomhedens egen væg, har virksomheden mulighed for at svare og kommunikere vigtige budskaber om brugen af lægemidlet, hævder Elisabeth Tissot Ludvig.
Læs mere om medicinalindustrien og Facebook i Markedsføring 8-2010, der udkommer i næste uge.
Effector Communications og Lægemiddelindustriforeningens undersøgelse præsenteres på en
konference i Husets Markedsføring onsdag den 16. juni 2010.