Den kommende lavkonjunktur vil ramme tv hårdt, vurderer Mindshare-direktør, Nino Cardell. Han mener ifølge business.dk, at tv-markedet vil falde med 10 procent i 2009.


Netop reklamemarkedets udvikling er et af de helt centrale spørgsmål for landets største kommercielle tv-station, TV 2.
Koncernens indtjening på annoncer er cirka 1,6 milliarder kroner og en markedsnedgang på 10 procent betyder altså, at der forsvinder 160 millioner kroner fra bundlinjen.
Mikael Ostenfeld, tv-direktør hos Carat, er ikke helt så pessimistisk, men erkender, at især TV 2’s hovedkanal er særdeles presset på grund af de vigende seertal.
Han peger dog på, at der sker markante ændringer på tv-markedet, hvor en ny stor spiller, Boxer, allerede fra 1. januar sælger tv-pakker til danskerne.
Det vil afføde massiv annoncering fra både den nye og de gamle aktører på tv-markedet, og denne massive kommunikation kan være med til at afbøde indtægtsnedgangen i 2009.
Mikael Ostenfeld regner med en negativ vækst for tv på to procent, mens hans kolleger hos IUM og OMD spår annonce-nedgang på henholdsvis to og fire procent.
Internettet vinder andele
De fem mediabureauer er enige om, at annoncering på nettet vil overstige dagbladene i 2009, og at nettet som platform nu er Danmarks stærkeste. Afhængig af hvilket mediabureau man tror på, lander næste års omsætning mellem 3,5 og fire milliarder kroner.
Dagbladene ventes fortsat at overstige tv som annoncemedium, men bør se frem til et trist år med indtægtsnedgang på annoncer på mellem 7,5 og 10 procent.
Det mest overraskende ved business.dks analyse er en forventet indtjeningsnedgang på mellem fem og 10 procent for magasiner og fagblade.
Da Markedsføring for tre uger siden spurgte flere mediabureauer, mente de, at fagblade og specialmagasiner faktisk kunne vente et bedre 2009 end 2008.
Et enkelt bureau spåede en fremgang på 15-20 procent – forudsat der eksisterer dokumentation for nichemagasinets hold i målgruppen.