På næste lørdag går det løs til årets danske kreative fest, Guldkornet. Formanden for Creative Circle, Sune Bang, vil ikke løfte sløret for hverken arrangement eller vindere, men melder om flere klare favoritter på vinderlisten. Og så er han ked af, at Wibroe, Duckert & Partners m.fl. ikke vil deltage i løjerne.
– Der er flere meget klare vindere i mange af kategorierne, men ingen bureauer “der rydder det hele”. Der er altid et par bureauer, der skiller sig ud på shortlisten, men det jævner sig ofte ud, når kornene skal uddeles, hvilket har været tilfældet gennem de sidste ti år.
– Uden at sige for meget kan jeg fortælle, at man vil komme til at se mere end 10 bureauer på scenen under prisuddelingen. Samtidig bliver det interessant at se, hvordan det kommer til at gå de danske kampagner med international succes, på den hjemlige scene. Det er jo ikke altid, at smagen er den samme, f.eks. undrede jeg mig personligt over, at Tipsfilmene fra Lowe, Lintas & Partners, der har vundet priser internationalt, slet ikke var med på Guldkorns shortlisten.
Men det danske kreative niveau er, ifølge CC formanden, opadgående:
– Der var otte jurymedlemmer fra både Sverige og Norge med i år, og de gav alle udtryk for, at niveauet var meget højt og internationalt. Også set i forhold til, hvad der p.t. bliver lavet i både Sverige og Norge, så det er en meget glædelig udmelding, udtrykker han.
Boycutterne
Sune Bang mener det er ærgerligt, at bureauer som Wibroe, Duckert & Partners og Kunde & Co. ikke vil deltage i Guldkornet. Og han synes specielt det er ærgerligt at Polle filmene ikke deltager.
– Wibroe, Duckert & Partners dominerede shortlisten for ca. ti år siden. Men det har de ikke gjort de seneste år. Sidste gang de deltog for to år siden fik de fire nomineringer. Jeg ville havde været rigtigt ked af det, hvis de havde meldt fra dengang de dominerede listen. Nu er jeg mere ærgerlig fordi jeg mener, at alle bureauer der laver god reklame burde være repræsenteret. Men igen, der er altid nogle, der ikke vil være med.
Med hensyn til selve Guldkorns arrangementet vil Sune Bang ikke sige noget, kun at han har ondt af dem, der er kommet på ventelisten.
– Creative Circle’s bestyrelse glæder sig meget til arrangementet og uden at sætte forventningerne for meget i vejret kan jeg sige, at der virkelig er blevet knoklet meget med det de sidste par måneder.