Der er langt mellem de mediehuse, der i seneste tid har været ved at drukne i annoncer, og det smitter af på bundlinjen. Det har flere steder haft den konsekvens, at ansættelsen af nye medarbejdere er markant begrænset eller decideret ophørt.
Nogle steder har man så også valgt at skære i salgsstyrken, og det er en risikofyldt satsning, mener stifter og ejer Christian Reib fra rekrutteringsvirksomheden Saleshunter.
– Beslutningen kan efter min erfaring resultere i tab af kostbar synlighed og ”share of voice” ude hos kunderne og dermed tab af markedsandele af de mange reklamekroner, der trods krisen stadig er i spil. Sælgerens indsats og rolle er mere vigtig nu end nogensinde før, siger han.
Og det har fået Saleshunter, der har specialiseret sig i rekruttering i salgsfolk til mediebranchen, til at udvide forretningsområdet og tilbyde kunderne, at de kan leje salgsfolk på alle niveauer. Et koncept der skal baseres på virksomhedens netværk blandt salgsfolk med medieerfaring.
Virksomheden vil kort sagt udleje salgsfolk, som med kort varsel kan omskoles til kundens specifikke behov. Virksomheden sparer omkostningerne ved ansættelser, og ”daglejerne” kan regnskabsteknisk ses som en variabel omkostning.
– Løsningen har hidtil været vikaransættelser, men vikarbureauerne har med deres brede fokus ikke
historisk været gode til at levere specialister og tungere salgsfolk. Det synes vi, vi kan levere, siger Christian Reib.