Der er hverken skuffelse eller overraskelse at spore hos Bates Copenhagens adm. dir. Jacob Hastedt over, at den succesrige DSB-kampagne med Harry ikke fandt nåde hos juryen, da short-listen til årets Guldkorns-konkurrence belv sammensat. Det resultat bekræfter en udvikling, han har set komme, og som har ført til overvejelser om bureauets fremtidige deltagelse i Guldkornet. – Ikke nødvendigvis i form af enten/eller. Det kan også være et spørgsmål om, at være mere selektive i indsendelsen, for det er tilsyneladende kun en bestemt type arbejder, der har en chance, siger adm. dir. Jacob Hasted. Han udtrykker samtidig bekymring over udviklingen, som den udtrykker sig bl.a. i forbindelse med Guldkornet. – Der er tilsyneladende et skisma mellem det, som annoncørerne vil have, det som bureauerne vil lave, og det som forbrugerne kan lide. Hvis det skisma bliver for stort, så er det betænkeligt, og hvis vi som bureauer får for stor afstand, så ender vi som kunstnere i stedet for reklamefolk, siger Jacob Hasted. DSBs Harry-kampagne står på nuværende tidspunkt som den klareste publikums-succes. Filmen har opnået særdeles flotte resultater i Markedsførings Karakterbog og vundet TV2s Den Glade Seer fem måneder i træk. På Top 10 listen i Markedsføring har kampagnen stort set ligget på førstepladsen i de samme fem måneder. Jacob Hastedt synes således, at DSB-kampagnen har vundet de priser, den skal have. Med fravælgelsen deler Harry-kampagnen iøvrigt skæbne med andre enormt populære kampagner som ScandLines måger og Fiskebranchens Minna og Gunnar. – Harry-kampagnen er indsendt til en række forskellige kategorier i Guldkornet, og det kan undre mig, at ikke et eneste element i kampagnen har kunnet gøre sig gældende. Det stiller spørgsmålstegn ved, hvad det er for en form for kreativitet, man belønner i juryen, for det handler åbenbart mere om en eller anden avantgarde opfattelse af, hvad der er nyskabende frem for en vurdering af ideerne og kreativiteten i løsningen af en kundes kommunikations-behov. Den holdning stemmer ikke overens med min opfattelse af en reklamepris. Når man ser Oscar-uddelingen, så er det jo heller ikke kun avantgarde-film, der vinder, siger Jacob Hasted.