Ingeniøren A/S har solgt sin forlagsaktivitet Ingeniøren|bøger til Erhvervsskolernes Forlag med
virkning fra januar 2004, skriver Ingeniøren/net.
Ingeniøren|bøger har hidtil fungeret som selvstændigt forretningsområde under Ingeniøren A/S. Forlaget udgiver primært lære-, hånd- og opslagsbøger på det tekniske og naturvidenskabelige marked. Ingeniøren|bøger udgiver årligt 20-30 nye titler og omsætter for 13-16 mio. kr. Forlagets mest kendte udgivelser er Ståbi-serien, Kemikalier & Sikkerhed samt Dansk for Udlændinge.
Aktiviteten vil blive videreført af Erhvervsskolernes Forlag som et selvstændigt forlagsområde med egen forlagschef. Salget betyder endvidere, at forlaget flytter til Erhvervsskolernes Forlags københavnerkontor på Flæsketorvet.