Nu vil et politisk flertal til bunds i sagen om to Roskilde Bank-direktører, der blev anmeldt til Finanstilsynet for mulig insiderhandel af bankens bestyrelsesformand. De to direktører kunne hver hæve omkring 12 millioner kroner efter at have indløst deres aktieoptionsprogrammer to måneder før bankens kollaps. Det er blevet kaldt for en af Danmarkshistoriens største insidersager. Tilsyneladende er der ikke sket yderligere i sagen. Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bakker op om en redegørelse, der skal skabe klarhed over myndighedernes ageren efter den opsigtsvækkende anmeldelse, der tikkede ind hos Finanstilsynet allerede i december 2008.
– Det skal undersøges til bunds. Det nytter ikke noget, at vi går den letteste vej. Vi er nødt til at finde ud af, hvad der er hoved og hale i den sag, siger Colette Brix, erhvervsordfører i Dansk Folkeparti.
Jyllands-Posten Erhverv side 1.